Live kanaler

Klassiske legender

Mød en række af de kunstnere, der har tegnet lyden af den klassiske musik i det 20. århundrede - og med en betydning, der rækker langt udover musikken. Livsfortællinger der klinger af drama, store følelser, storpolitik og musik.

Musik

Følg serie?

Log ind for at følge programmer, og finde dem under “Mine Programmer”

Alle udsendelser

  • 31:39
    Klassiske legender

    Maria Callas - Århundredets sopran

    Som diva og "la Divina", den guddommelige, færdedes Maria Callas (1923-1977) ikke bare i operaverden men blev stilikon i high society-kredse. Alligevel måtte Callas ofre alt for at nå det højeste med sin kunst. Også sit liv som kvinde. I løbet af sin intense men korte karriere genoplivede hun en række af de italienske bel canto-operaer, hvor hun ikke mindst på La Scala Operaen i Milano satte nye standarder sammen med den karismatiske instruktør, Visconti. Tilrettelæggelse: Rie Koch.

    Musik
  • 32:26
    Klassiske legender

    Vladimir Horowitz - Den excentriske pianist

    Virtuos, romantisk og excentrisk. Charmetrold, legebarn og linselus. Med en elskelig personlighed, medietække og dybt originalt klaverspil, betog den russisk-amerikanske pianist Vladimir Horowitz (1903-1989) generationer af klaverelskere igennem sin 70 år lange stjernekarriere. Men indre dæmoner, ubarmhjertig selvkritik, sceneskræk, undertrykt seksualitet, familietragedier og svære depressioner tvang i lange perioder Horowitz væk fra scenelyset, og gjorde hans liv til andet end den leg han udadtil gav udtryk for. Tilrettelæggelse: Mathias Hammer. (Sendt første gang 10. september 2017 i P2 Guldkoncerten).

    Musik
  • 32:19
    Klassiske legender

    Kathleen Ferrier - Sangerinden England elskede

    Hun var den menneskelige stemme i en tid præget af krig. Ingen diva, men naboens friske datter, der med en dyb og sjælfuld klang trængte ind i musikkens inderste væsen. Kathleen Ferrier (1912-1953) begyndte som telefonistinde, men endte som hele Englands sangerinde der samlede nationen i mørket efter 2. verdenskrig. Da hun døde af brystkræft på toppen af sin karriere, gik verden i stå et øjeblik. Tilrettelæggelse: Celine Haastrup. (Sendt første gang 17. september 2017 i P2 Guldkoncerten).

    Musik
  • 34:58
    Klassiske legender

    Mstislav Rostropovitj - Cellist over alle grænser

    I august 1968 stod cellisten Mstislav Rostropovitj (1927-2007) på scenen ved The Proms i London samtidig med at sovjetiske tanks rullede ind over grænsen til Tjekkoslovakiet. Indenfor var publikum ellevilde, udenfor var der demonstrationer. Mstislav Rostropovitj var en af de 20. århundredes mest indflydelsesrige cellister. Han blev inspiration for generationer af musikere og for tidens komponister og var tidligt en kronjuvel i det sovjetiske kulturliv. Men hans ukuelige tro på menneskerettigheder og støtte til opponenter førte til tiltagende chikane fra det sovjetiske styre, og i 1974 valgte Rostropovitj endegyldigt side og emigrerede til USA. Tilrettelæggelse: Esben Tange. (Sendt første gang 24. september 2017 i P2 Guldkoncerten).

    Musik
  • 31:32
    Klassiske legender

    Leonard Bernstein - Den omnipotente dirigent

    I dagene op til sin død frygtede Leonard Bernstein (1918-1990) udelukkende at blive husket som dirigent. Han var så meget andet: Pianist, pædagog og komponist, mest kendt for musicalen West Side Story, mindre kendt for sine seriøse værker. Men at få tid til at komponere blev svært for den omnipotente dirigent, der kastede sig ud i alt musikalsk, menneskeligt og seksuelt og nærmest skabte musikken på podiet. Han røg og drak tæt hele livet, lå på briksen hos psykologer og charmerede hele verden med sine TV-udsendelser om alt fra Mozart og jazz til helten Mahler. Tilrettelæggelse: Rie Koch. (Sendt første gang 1. oktober 2017 i P2 Guldkoncerten).

    Musik
  • 31:06
    Klassiske legender

    Jacqueline du Pré - Cellist til døden

    1960'erne var sex, drugs and rock'n roll. Og på den klassiske scene dukkede cellisten Jacqueline du Pré (1945-1987) op og blev et musikalsk symbol på de nye tider. Knap 20 år gammel, teknisk overlegen, sexet, med flagrende hår, et stort grin og en udtrykskraft der fik de gamle værker til at klinge af ungdom og nutid. Med ægtemanden Daniel Barenboim turnerede hun verden rundt, men snart var det hele forbi - hele verdens Jackie blev ramt af sclerose og måtte opgive alt. Tilrettelæggelse: Celine Haastrup. (Sendt første gang 8. oktober 2017 i P2 Guldkoncerten).

    Musik
  • 33:36
    Klassiske legender

    Sviatoslav Richter - Den skrøbelige verdenspianist

    Da Sovjetunionens myndigheder i 1960 sendte den ukrainske pianist Svjatoslav Richter (1915-1997) på turne i Vesten, var det med forventning om, at han kunne blive personificeringen af kommunisternes kunstneriske overlegenhed. Med sin slagkraftige virtuositet og sit kolossale repertoire vakte han sensationer overalt. Men bag pianist-panseret gemte sig en sky og selvdestruktiv enspænder, der kæmpede forgæves med at skjule sin homoseksualitet, overvinde sin selvkritik og sin angst for flyvemaskiner, økonomisk bankerot, hukommelsessvigt og publikums forventninger. Tilrettelæggelse: Mathias Hammer. (Sendt første gang 16. oktober 2017 i P2 Guldkoncerten).

    Musik
  • 33:25
    Klassiske legender

    Herbert von Karajan - Den sidste diktator

    Med sit bølgende hår og et diktatorisk greb om musikerne blev den tyske dirigent Herbert von Karajan (1908-1989) personificeringen af "den store klassiske maestro". Karajan var et wunderkind med aner i den tyske adel, og han blev en af tysk musiklivs stjerner op gennem 1930'erne - og medlem af nazistpartiet. Efter et kort berufsverbot vendte han tilbage til stjernerne som chefdirigent for Berlinerfilharmonikerne fra 1955 til sin død i 1989. Hans varemærke var den store romantiske orkesterklang, og han var som en af de første dus med fænomener som stereolyd, LP'er og CD'er. Tilrettelæggelse: Celine Haastrup.

    Musik
  • 32:55
    Klassiske legender

    Yehudi Menuhin - Violinist, humanist og vidunderbarn

    Yehudi Menuhin (1916-1999) fik som 11-årig Albert Einstein til at udbryde "Nu ved jeg der er en Gud". Den unge violinist havde en tro på at kunne bibringe verden fred med sin musik, og da karrieren begyndte at stagnere, kastede humanisten og yogadyrkeren Menuhin sig over talentudvikling, ligesom han byggede bro på tværs af genrer i samarbejde med sitar-spilleren Ravi Shankar og jazz-violinisten Stephane Grappelli. Han ville give plads til alverdens musiktraditioner og kunstneres ytringsfrihed gennem sit formandsarbejde i FN-regi, på trods af politiske dagsordener. Tilrettelæggelse: Rie Koch. (Sendt første gang 29. oktober 2017 i P2 Guldkoncerten).

    Musik
  • 31:56
    Klassiske legender

    Sergiu Celibidache - Den djævelske dirigent

    Den rumænske dirigent, der slog sig igennem i et sønderbombet Berlin efter 2. Verdenskrig, var ekstremernes mand. Sergiu Celibidache (1912-1996) var kendt og berygtet for at kræve det helt usædvanlige af sine musikere, og hans koncerter vekslede mellem magiske øjeblikke af harmonisk balance og ekstatiske udladninger, hvor Celibidache med håret hvirvlende omkring sig var musikkens karismatisk midtpunkt. Og så hadede Celibidache grammofonindspilninger: "Det guddommelige præsens er helt udelukket på plade." Tilrettelæggelse: Esben Tange.

    Musik