Fodboldlisten
Vær med i Danmarks største fodboldfællesskab, når vi sammen tæller ned på de bedste, største og mest fantastiske ting fra fodboldens verden. Hver uge giver vi dig en ny liste, som du kan være med til at påvirke via #fodboldlisten.
Should I stay, or Should I go? Ja, det er transfertid, og det gælder også I Fodboldlisten, hvor Andreas Kraul og Francis Dickoh i denne uge sætter navne på de danske spillere, som absolut bør skifte klub i januar-vinduet. Er det Eriksen, Skov, Dolberg eller Riza Durmisi? Det sætter for alvor gang i debatten i studiet, hvor de mange input fra jer lyttere også i høj grad præger listen, der som sædvanlig bliver talt ned fra nummer 11 og til de øverste pladser, hvor panelet er helt oppe og tale om nationale interesser i forhold til et påkrævet klubskifte. Derudover kommer ugens fodboldsnak omkring et grimt break-up i den danske Superliga, mens ørnen Victoria fra Lissabon også overraskende pludselig flakser rundt i Fodboldlisten. Vært: Mathias Jacobsen.
Verdens bedste målmand. Det er et emne, der næsten altid kan sætte masser af ild til en god fodbolddebat - og Fodboldlisten skyder 2021 i gang med netop denne top 11. I Danmark er vi - med rette - glade for Kasper Schmeichel, men hvor højt kan landsholdets faste nummer 1 egentlig placere sig mod de bedste på positionen globalt, og er han overhovedet på listen hos Andreas Kraul og Francis Dickoh. Det flyver rundt i buret og studiet med tyske, brasilianske og slovenske keepernavne, men der bliver også plads til aktuel transfersnak, den nye danske Jürgen Klopp og et par grå joggingbukser, som nær havde kostet Lukas Spalvis' agent det meste af en årsløn. Vært: Mathias Jacobsen.
2021 banker på døren - og indvarsler også nye tider på Fodboldlisten. Inden da når Francis Dickoh og Andreas Kraul lige at tælle ned på en top 11 over de største øjeblikke i et på alle måder vildt 2020 i fodboldens verden. Vi kommer forbi alt fra operaen i Milano til trøje nummer 9 i FC Barcelona over landesorg i Argentina samt ikke færre end to norske hovedrolleindehavere, selv om listen er med dansk udgangspunkt. Derudover får vi beretningen om dengang, Kasper Hjulmand blev afvist i døren, mens der i anledning af nytåret også søsættes en helt ny og banebrydende selskabsleg i studiet. Vært: Thomas Loft.
Julefreden har sænket sig over Superligaen, men i studiet er der flere gange verbal armlægning i denne udgave af Fodboldlisten, når Andreas Kraul og Francis Dickoh - med jeres hjælp - sætter efterårets hold i en potent 4-3-3 opstilling. Jesper Lindstrøm er selvskrevet som offensiv midt, men hvem skal spille rundt om ham, og hvilken overset midterforsvarer er det, som får Francis til levere en nærmest historisk tale? Fodboldlisten sætter efterårets hold, men kommer også forbi Joakim Mæhles italienske fornemmelser og en hård tackling fra Viggo Jensen på en ung Andreas Kraul. Vært: Thomas Loft.
Klubfodbolden i Europa opfører sig meget mærkeligt. Der er nye tophold i stort set alle de store ligaer, og giganter som FC Barcelona og Manchester City roder rundt langt fra toppen i deres hjemlige ligaer. Men hvem er så de bedste på den europæiske klubscene lige nu, hvor der apropos også er en frisk lodtrækning til ottendedelsfinalerne i Champions League? Fodboldlisten med Andreas Kraul og Francis Dickoh sætter i denne uge en top 11 over Europas bedste klubhold lige nu, og der er hård kamp om pladserne i toppen. Derudover byder ugens episode på et møde med en rasende rumæner og en helt ny hårfarve-gættekonkurrence. Vært Thomas Loft.
Fodboldlisten er stadig høj på lodtræknings-eufori efter mandagens puljesammensætning til VM-kvalifikationspuljerne, og i den anledning tæller Andreas Kraul og Francis Dickoh i denne uge ned på en top 11 over de mest interessante landshold lige nu. Og vi tager hele verden med. Er verdensmestrene fra Frankrig stadig lige spændende? Kommer amerikanerne snigende fra baghjul inden 2026? Og hvad Qa' Tar inden deres værtskab for VM-slutrunden om præcis to år? Derudover skal vi i denne uge med til en bizar landskamp i Cairo med både stålkuffert og stenkast, mens vi får endnu et par spillere med på listen over tidligere holdkammerater - og trænere - til Francis. Vært Thomas Loft.
Ståle vs. Kvist. Zanka vs. Kroner. Finnbogason vs. Vejle. Superligaen flyder over med personlige konflikter og kontroverser lige nu, men det er langt fra noget nyt i dansk fodbold, hvor bølgerne ofte går højt. Ugens udgave af Fodboldlisten kigger nærmere på nogle af de vildeste 'beefs', og både Andreas Kraul og Francis Dickoh har været helt tæt på sager om alt fra flyvende albuer, pakkede kort og stråhatte i akut nedrykningsfare, mens der også skal rangeres i mellem 'konegate', Oscar-gate' og vikarlandsholdet. Derudover skal vi advare om, at der kan forekomme sang i denne uges udgave. Vært Thomas Loft.
Diego er død. Maradona er ikke mere. Fodboldverdenen sørger over en af de helt store, måske den største, og i den anledning udkommer Fodboldisten med en særudgave dedikeret til den argentinske troldmand, der vandt VM-titlen til et krigsramt Argentina og Lo Scudetto til det forarmede Napoli - men nok også tabte sig selv et sted på vejen. Andreas Kraul og Francis Dickoh tæller ned og sætter ord på de 11 største øjeblikke i Maradonas liv og karriere, mens der også i denne uge er indspark hele vejen fra Buenos Aires og øjenvidnenostalgi fra Mexico City helt tilbage i 1986. Vært Thomas Loft.
100 millioner kroner. 150 millioner kroner. Prisskiltene flyver rundt i luften, når det gælder fodboldspillere - og det gælder også for Superligaen, men hvilken spiller fra den hjemlige liga kommer til at indbringe den største transfersum? Ugens fodboldliste ser på de varmeste og dyreste spillere lige nu, for bliver Jesper Lindstrøm dyrere end Frank Onyeka? Kan FC Nordsjællands Kamaldeen sprænge banken, og hvad med Jonas Wind og Jens-Lys Cajuste? Francis Dickoh og Andreas Kraul tæller ned og runder ugens varme fodboldemner - heriblandt Ståle Solbakkens følelser - mens der også kommer overraskende afsløringer om både et pauseindkøb af en sløj filippinsk venstre back til AC Horsens samt en transfer for en rød romkugle. Vært Thomas Loft.
Det meste kører for Kasper Hjulmand, men der er et men! Hvor er fuldblodsangriberen, der skal levere målene for det danske landshold, så det hele ikke står og falder med Christian Eriksen og et par straffespark? I ugens udgave af Fodboldlisten afsøger Andreas Kraul og Francis Dickoh alle angrebshjørner i dansk fodbold og sætter navn på de 11 bedste bud på spilleren, der kan levere kasserne kontinuerligt i rødt og hvidt. Og heller ikke i denne uge er der enighed i panelet, når navne som Wind, Poulsen, Mortensen, Jørgensen og Dolberg flyver rundt i luften. Få hele listen samt historien om en landsholdsangriber med to højrestøvler til en udekamp i Portugal. Vært Thomas Loft.
Der er nordisk duel på stadion i Brøndby onsdag aften, når Danmark og Sverige spiller landskamp, men der bliver også målt længde på fodboldknopperne i ugens udgave af Fodboldlisten, når Andreas Kraul og Francis Dickoh sætter navn på de 11 bedste spillere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island netop nu. Og der er ikke helt enighed i panelet, når snakken falder på navne som Zlatan, Haaland, Schmeichel og Eriksen. Få hele listen samt historien om en 75-årig stærkt overraskende Man of the Match i en tidligere landskamp mod Sverige. Vært Thomas Loft. Episoden er optaget tirsdag formiddag før nyheden om corona-udbrud på det danske landshold.
2020 har været et wow-år. Meget i verden har været negativt, men når det gælder dansk fodbold er kæben efterhånden blevet tabt totalt en hel del gange, når det gælder klubskifter for både spillere, trænere og sågar sportschefer. Senest kunne man mandag se Jess Thorup på træningsbanen i FCK-tøj - med Wilczek og Zanka som holdkammerater ved sin side. Ingen af de tre topper endda ugens udgave af Fodboldlisten, hvor Andreas Kraul og Francis Dickoh tæller ned fra 11 til 1 over vildeste transfers i dette kalenderår, mens ugens udgave også igen kommer forbi Roy Hodgson og søsætter en særpræget konkurrence. Vært: Thomas Loft.
Fodboldlisten er igen klar med ugens højaktuelle nedtælling, og efter at både gule og røde kort fløj rundt i Superligaen især søndag aften i Aarhus, sætter Andreas Kraul og Francis Dickoh navn på de største hardhittere i dansk fodbold netop nu. Hvem er de hårdeste hunde, mest listige landsvejsrøvere eller bare den i særklasse værste bisse? Nummer 11 til 1 bliver afsløret, mens der også er afstikkere undervejs til både Empoli, Liverpool og et møde med Maradona i 2006. Vært: Thomas Loft.
Første udgave af Fodboldlisten sætter fokus på trænersædet i F.C. København. Ståle er væk, Hjalte holder posten varm, men hvem er det bedste bud på den kommende cheftræner i Parken? I studiet tæller Andreas Kraul og Francis Dickoh ned på ugens liste over de varmeste kandidater fra 11 til nummer 1, og der er både navne helt oppe fra dansk fodbolds royale overklasse og til mere de mere listige bud. Vært: Thomas Loft.
P3's daglige sportsunderholdning, hvor lytterne får alt at vide om de største og mest spektakulære begivenheder fra sportens verden. Her er gæster, live reportager, god stemning og masser af kærlighed for sporten.
DR Sportens Håndboldpodcast, som går tæt på blandt andet mændenes og kvindernes Champions League og de store slutrunder.
Esport har aldrig været større. Præmiesummerne vokser støt, tilskuerne strømmer til, og spillerne bliver bedre og bedre. Gamers er programmet, hvor vi fortæller de gode historier om de største danske stjerner og undersøger en branche i voldsom vækst.