Kom til plantefest

Se, hvor i landet du og resten af familien kan komme til plantefest.

(Foto: Anita Graversen.)

Lige siden den sidste sne smeltede væk, har børn i hele Danmark plantet og sået blomster for at kunne melde sig som RamasjangReddere i kampen for at hjælpe bierne med at overleve.

Men selvom det sidste show er sendt, stopper kampen for bierne ikke der. I løbet af sommeren er der nemlig mulighed for at deltage i arrangementer rundt om i landet, som på den ene eller anden måde støtter kampen for at redde bierne.

Nedenfor finder du listen over arrangementer, og hvor de afholdes. Listen opdateres løbende.

Aarhus Festuge, Byparken (fredag d. 31. august – lørdag d. 8. september)

Kom og hjælp til med at bygge et stort Ramasjang-bihotel, se travle humlebier på arbejde i blomsterne, gæt med på den svære bi-quiz, få en frøbombe med hjem til vindueskarmen, smag på biernes pollen, og få et knus af Silja.

https://aarhusfestuge.dk/da/arrangement/ramasjang-redder-bierne

Økologiske høstmarkeder (lørdag d. 1. september – søndag d. 2. september)

Ta’ de voksne i hånden og find et høstmarked i nærheden af der, hvor I bor. Her kan I sammen prøve den svære bi-quiz og se, om de voksne er ligeså kloge på bier som alle de seje RamasjangReddere. Stengården i Birkerød (lørdag d. 1. september, kl. 10-15) kan I for eksempel lede efter krible-krable-dyr i jorden sammen med Isabel fra ’Hemmelige Dyr’. For jo bedre jorden er, jo nemmere er det også at så blomster og mad til bierne.

https://hostmarked.dk/

Plantedag på Hollufgård i Odense (søndag d. 9. september, kl. 10-15)
Byg dit eget bi-hotel sammen med Natur-Mikkel og Isabel fra 'Hemmelige Dyr'. Du kan selvfølgelig også få et flot RamasjangRedder-diplom, hvis du gætter med på den svære bi-quiz.

https://haveselskabet.dk/arrangement/plantebytte-og-familiedag

Naturens Dag i Skovskolen i Fredensborg (søndag d. 9. september, kl. 10-15)

Byg bihoteller til de vilde bier, lær at danse som en ægte lille honningbi, og sig hej til vores søde lille humlebifamilie. Rosa fra Rouladegade kommer også og prøver de mange sjove naturtilbud.

https://skovskolen.ku.dk/om/kalender/naturens-dag-2018/

Lær om vilde og truede dyr i Zoologisk Have i København (fredag d. 28. september – onsdag d. 31. oktober)

I efteråret bliver det vildt i Zoologisk Have på Frederiksberg, når haven gør en indsats for at redde en lang række af de vilde, truede dyr som bier, sommerfugle og flagermus. Kom og vær med, lær, leg, byg, plant, og dans med Ramasjang og alle dyrene.

https://www.zoo.dk/da/


DR Ramasjang står ikke bag arrangementerne, og derfor bedes alle spørgsmål rettes til de enkelte arrangører.