DR's land for de mindste

Ramasjang er DR's børneunivers for de mindste børn. Læs med og bliv klogere på, hvad vi kan tilbyde dig og dit barn.

Velkommen til landet Ramasjang

– DR’s børneunivers på tv, i en app og ude i virkeligheden.

Ramasjang har som mål at samle de yngste og deres forældre omkring sjove oplevelser i et trygt fællesskab med plads til alle.

Vi ser verden fra barnets perspektiv og tilbyder legende og originalt børneindhold med afsæt i dansk sprog og kultur.

Og vi udfordrer børnenes fantasi samt styrker deres udvikling og selvværd gennem leg og læring.


Et site for forældre - en app til børn
DR har valgt at lave dette site til voksne, og så har vi dedikeret Ramasjangs app til børnene.

Hvis du et barn under 13 år, skal du derfor enten bruge Ramasjangs app, eller også kan du se tv-programmer fra Ramasjang.

På denne side kan du som voksen finde information om Ramasjangs tilbud til børnene. Du har også mulighed for at sende billeder og hilsner til os.

Det skal altid være en voksen, der sender materiale til Ramasjang. Hvis du har spørgsmål til Ramasjangs brug og opbevaring af persondata eller andre spørgsmål, kan du kontakte DR Ramasjang.

Velkommen til!

Inspiration til leg og aktiviteter

Børnene er de absolut vigtigste for Ramasjang, men vidste du, at vi også har en masse indhold til dig som voksen?

Ramasjangs hjemmeside er til dig, der har børn eller med børn at gøre i Ramasjang-alderen. Her kan du finde information om Ramasjang og få inspiration til sjove og lærerige aktiviteter med dit barn.

Vi giver dig også redskaber til at understøtte dit barns udvikling. Få inspiration til, hvordan du kan styrke dit barns motorik, hjælpe det hvis det er bange, samt give det en tryg start i trafikken og på de digitale medier sammen med Ramasjang.

Børneklassikere for generationer

DR har produceret børnefjernsyn siden den spæde start i 1950'erne, og hver generation har nok sine klassikere, hvad enten man er vokset op med Ingrid og Lillebror, Nana, Bamses Billedbog eller Ramasjang Mysteriet og Onkel Reje.

Tag på en nostalgisk tur igennem seks årtiers børnefjernsyn i videoen her:

Vidste du, at...

  • DR elsker at lave indhold til børn, og børneindhold har været en fast del af repertoiret, siden vi begyndte at sende radio i 1920’erne.
  • DR råder i dag over to børneuniverser: Ramasjang for de mindste og Ultra for de større børn. På den måde sikrer vi, at alle børn føler sig hjemme i DR.
  • DR sendte over 11.000 timers børnefjernsyn i 2016 på Ramasjang og Ultra.
  • Det er en del af DR’s public service-forpligtelse at tilbyde dansk kvalitetsindhold til børn – og det gør vi gerne!
  • DR er særligt forpligtet til at beskytte børn fra indhold, der ikke er egnet til dem, og til at beskytte dem fra kommerciel udnyttelse.