Kongens efterfølger

Der vælges en konge, enten ved aktivt at vælge en konge eller blot begynde at følge en af de andres bevægelser, for eksempel sin søn eller datter.

Alle andre deltagere i legen er kongens efterfølgere. Det betyder, at de skal følge efter og bevæge sig på samme måde som kongen, der bevæger sig i forskellige retninger og lave alle mulige sjove bevægelser imens.

Efter et stykke tid bliver en af de andre deltagere konge, og den forrige konge går ind i rækken bag den nye konge.

Jorden er giftig

Når man leger jorden er giftig, gælder det om at løbe, kravle, hoppe, klatre og springe rundt på forskellige ting.

Hvis man kommer til at røre jorden, er man blevet ramt af giften på jorden og skal så prøve igen. Der behøver ikke være andre regler, end at man skal bevæge sig rundt på de aftalte ting og sager.

Man kan for eksempel aftale, at hvis man falder ud i giften, skal man kan gå ind igen, dér hvor man faldt ud, gå tilbage til start eller gå helt ud af legen, indtil en nye runde starter.

Man kan også lege Jorden er giftig som en fangeleg, hvor man skal prøve at fange hinanden.

Bankebøf

Alle står eller sidder i en rundkreds. En af deltagerne er "bøf" og skal gå rundt om cirklen og lægge hånden på de andre deltageres skuldre eller hovedet. "Bøffen" siger "banke", hver gang der bliver rørt en ny deltager. Ved en tilfældig deltager siger "bøffen": BØF!

Bøffen og deltageren, der er banket BØF!, løber i hver sin retning rundt om cirklen og skal se, hvem der kommer først tilbage til den tomme plads.

Den, der kommer sidst, er den nye "bøf" og skal være den nye deltager til at gå rundt i cirklen og sige "banke, banke, …….. BØF!

Skorstensfejeren

Skorstensfejeren er en samarbejdsleg og kræver, at man er minimum fire personer.

Der skal være en skorstensfejer, som skal udvælges på forhånd. De øvrige deltagere stiller sig tæt rundt om skorstensfejeren, så vedkommende står i midten. Det gælder nu for skorstensfejeren om at komme ud af skorstenen ved at kravle på de andre deltagere.

De andre skal bøje ned i benene og holde om hinandens skuldre, sådan at skorstensfejeren kan kravle på dem. Skorstensfejeren må røre de andre deltagere alle steder, men de må ikke røre ved skorstensfejeren med deres hænder.

Sild i tønde

Sild i tønde er en slags omvendt gemmeleg, som skal leges på et stort område med mange gode skjulesteder, for eksempel i et hus, en stor have, i et afgrænset skovområde, en skolegård eller en legeplads.

I første omgang er der én deltager, der skal gemme sig, og alle de andre skal finde ham eller hende.

Hvis man finder den, der har gemt sig, skal man gemme sig samme sted. Det betyder, at den første, der gemmer sig, skal finde et ret stort gemmested afhængigt af antal deltagere selvfølgelig.

Hvis man finder den, der har gemt sig, skal man selvfølgelig ikke afsløre det for de andre, og man må derfor være lidt hemmelighedsfuld og snu, når man selv skal gemme sig samme sted. Legen slutter først, når alle har gemt sig på ét sted.