Sikker & Søn i børnehaven

Sikker & Søn er klar med tre trafiklege, som nemt gør børnehavebørn klogere på trafik.

Nu kan du lave børnehavens legeplads til en hovedvej af papkassebiler og grønne frøer, som styres af trafiklys-slikkepinde. Alt sammen i trafiklæringens tjeneste. Sikker & Søn er klar med tre trafiklege, som du som børnehavepædagog kan sætte i gang med børnene og derved hjælpe dem med at få en tryg start i trafikken. Materialet med legene indeholder både beskrivelser, læringsmål og illustrationer, som nemt kan sætte dig i gang med at lege trafik med børnene. Desuden er der vejledning til, hvordan børnene kan lave deres egne biler af pap, som kan være med til at gøre legen endnu sjovere. Legene er lavet til Ramasjangs Trafikklub, som er et samarbejde med Rådet for Sikker Trafik og Nordea-Fonden.

Testet af pædagoger

Legene er på forhånd testet af en række børnehavepædagoger. En af dem er Matias Sindersen fra Børnehuset Bavnehøj i Aarhus, og han har haft en god oplevelse. - Materialet er brugervenligt, da det er forklaret med ord, hvordan de tre spil fungerer, og der er også illustrationer, som gør det intuitivt, hvordan og hvorledes det skal løbes af stablen, siger Matias Sindersen.

Materialet kan tilpasses dine og børnenes ønsker og behov. I Matias Sindersens børnehave havde de ikke tid til at lave papkassebilerne, men brugte i stedet børnenes løbecykler til legene. Desuden op- og nedjusterede han sværhedsgraden efter børnene, der var med.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at legene virkelig har rørt nogle børn. De er ivrige og spørger mange gange, om vi ikke skal lave det igen. Vi har gjort det et par gange, og de er rigtig tørstige efter det, siger Matias Sindersen.

Børn bliver bevidste om trafikken

Efter forløbet kan han selv mærke en forskel i børnenes forståelse af trafikken, når børnehaven forlader legepladsen og bevæger sig ud på byens fortove. - Det er helt tydeligt, at de børn, som har været med til legene, fører an rent verbalt. Det er dem, der siger: 'Hov stop. Vi skal kigge til højre inden vi går over'. Så bevidstheden om, hvordan vi går på tur og opfører os i trafikken, har de helt styr på, fortæller Matias Sindersen. Du kan selv prøve trafiklegene i din børnehave. Hent materialet her på siden.