Et portræt er et billede af en bestemt person.

At se på et portræt er at møde et menneske. På den måde kan du møde en person fra en anden tid eller fra et andet sted i verden.

Portrætterne kan få dig til at tænke over, hvem personerne er eller hvem de var. Hvad tænkte de? Hvad ville de? Hvad var de optagede af og bekymrede sig om?

Et portræt kan forestille

  • en person der har levet for længe siden, for eksempel Christian d. 4

  • en person, som stadig lever, for eksempel en af dine klassekammerater

  • en kendt person, for eksempel USAs præsident

  • en ukendt person, for eksempel en hjemløs på en bænk i parken

En del af virkeligheden

I mange andre billeder er det vigtigste, hvad der sker på billedet.

Nogle billeder viser en bestemt situation, som for eksempel en scene fra en krig.

Andre billeder viser bestemte omgivelser, som for eksempel et landskab.

I et portræt er det personens ansigt, der er det vigtigste.

Det er kunstnerens valg, hvilke kendetegn ved personen han vil trække frem.

Derfor vil et portræt altid kun vise en del af virkeligheden og det vil altid blive til i et samspil mellem kunstneren og modellen.

Portrætter fortæller om tiden

Portrættet skal fortælle os noget om personen, men ofte fortæller de også en masse om den tid, som personen levede i.

Gamle portrætter kan fortælle os om, hvordan man så på mænd og kvinder dengang. De kan fortælle, hvordan det var at være konge eller dronning på et bestemt tidspunkt.

På samme måde giver nutidens portrætter en skildring af, hvordan vi oplever andre mennesker i dag.

Facebook
Twitter