Besøg DR Syd og bliv klogere på kildekritik, etik og nyhedsformidling

DR Syd inviterer inden for til en workshop, hvor eleverne bliver klogere på, hvordan de skal navigere i den stadigt stigende informationsstrøm.

Kolofon

"I Sandhedens Tjeneste" er et samarbejde mellem DR Nyheder, DR Sjælland, DR Fyn, DR Nordjylland, DR Midt & Vest, DR Bornholm, DR Østjylland, DR Trekanten, DR Syd og DR Skole.

Workshoppen 'I Sandhedens Tjeneste' er et tilbud til alle 8., 9. og 10. klasser i Syd- og Sønderjylland. Det vil sige folkeskoler, friskoler og efterskoler i Esbjerg, Varde, Vejen, Fanø, Sønderborg, Aabenraa, Tønder, og Haderslev Kommuner.

Vi tilbyder et undervisningsforløb på 2,5 timer, hvor eleverne får skærpet deres kildekritiske sans og stifter bekendtskab med en moderne medievirksomhed der udkommer i både lyd, levende billeder og på skrift. De unge bliver bombarderet med informationer. Så det er vigtigt, at de har en naturlig skepsis over for det, der bliver publiceret. Også på de sociale medier.

I Sandhedens Tjeneste

I 2019 inviterer DR's distrikter 8., 9. og 10. klasser til en workshop 'I sandhedens tjeneste', hvor kildekritik, nyhedsstrømme og Fake News er i fokus. Klik ind på hver region for at få informationer om tid, sted og tilmelding.

Se Tema

Workshoppen foregår på DR Syds redaktion i Aabenraa. Under besøget får eleverne også en rundvisning og bliver klogere på, hvordan man laver regional radio til en halv million syd- og sønderjyder. De vil opleve en direkte udsendelse, og får mulighed for selv at prøve at speake en nyhedsudsendelse.

Workshoppen kører mandage, tirsdage og torsdage fra uge 36 til og med uge 48 (med undtagelses af uge 42).

  • Mandage 9.15-11.45 eller 12.15-14.45
  • Tirsdage 9.15-11.45 eller 12.15-14.45
  • Torsdage 9.15-11.45 eller 12.15-14.45

Tilmelding: Tilmeldingen foregår over doodle, og det er også her, du kan se om der er ledige tider. Klik her for at komme til oversigten.

Vi har et begrænset antal pladser, som vi fordeler efter princippet om først til mølle.

Det er nemt at tilmelde sig, men vi har brug for nogle informationer:

  1. Du klikker dig ind i denne Doodle, der fungerer som kalender, og skriver jer på en dato og et tidspunkt – og oplyser skole og klasse.
  2. Herefter sender du en mail til istsyd@dr.dk med følgende oplysninger:

  • Skolens og klassens navn samt kommune (f.eks. Vestre Skole, 08.A, Esbjerg)
  • Kontaktperson, navn, mailadresse og tlf.nr. (f.eks. dansklærer Jens Jensen, jj@vestreskole.dk, 73337999)
  • Antal elever og lærere (max. 1 klasse ad gangen)
  • Den dato og det tidspunkt, I har valgt i Doodlen.

Har du brug for flere informationer, så ring til Tove Andresen på 73337942 – eller send en mail til istsyd@dr.dk

DR Syd er en del af DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter. Vi producerer hver dag 7 timers direkte radio og nyheder til både radio, tv og dr.dk.