Essay: Dansk er mange ting

Jon Kaldan er til daglig vært og redaktionssekretær på ’Orientering’ på P1. Ind imellem skriver han essays til DRs interne sprogside. Dette essay stammer fra den 6. maj 2010.

(Foto: Agnete Schlichtkrull © DR)

ESSAY

. Jeg voksede i min tidligste barndom op i Sønderjylland; på øen Als blandt uhelbredeligt sindssyge på Augustenborg Statshospital. Det har muligvis sat sit præg på længere sigt.

Kampen om sproget

Sproget er med os, lige fra vi står op, til vi går i seng. Sågar i søvne kan vi vrøvle usammenhængende sætninger. Og vores sprog udvikler sig hele tiden - i takt med at vi bliver ældre og klogere, og ord og dialekter kommer og går. Her kan du komme i nærkontakt med det danske sprog. Temaet bygger på DRs serie 'Kampen om sproget' og kampagnen 'Gang i Sproget' fra Dansk Sprognævn. Dansklærerforeningen har lavet elevopgaverne.

Se Tema

Umiddelbart betød det, at jeg som barn blev tosproget. Med mine legekammerater talte jeg alsisk. En variant af sønderjysk, som ligner det sprog man taler på de nordfrisiske øer.

Havde jeg hul i lommen hed det: Æ hæ a gaf i æ fik!

Og hvis jeg ikke ville med min ven Frederik ind over naboens mark, hvor der stod en vild tyr, ville jeg fortælle ham min ulyst med ordene: De gisst a it værdæuer få dæ ste æ bull!

På alsisk hed en tyr det samme som på engelsk: æ bull.

Mine forældre forstod ikke et ord. De talte begge et helsingøragtigt dansk. Et sprog jeg måtte slå over i derhjemme, og som jeg også befandt mig godt med, da det jo bogstaveligt talt var mit modersmål. Der var derfor et sprog derhjemme og et derude blandt de andre alsinger.

Tresproget førstegenerationsindvandrer

Sværere blev det, da familien brød op og tvang mig med til Bornholm, da jeg var 10 år.

Jeg husker mit første sammenstød med det bornholmske sprog - en kølig sommerdag i 1968. Jeg havde fået penge til is, men bestemte mig i slikbutikken for at bruge pengene på bolsjer og sagde frimodigt på alsisk: A ska ha nau bom!

Den bornholmske dame bøjede sig truende ned over disken og sagde højt:
Va saar dyw horra?

Første generations indvandreren fra Als stod naglet på stedet. Først forbløffelse, så skam og så flugt! Det faldt mig ikke ind at bruge forældresproget, der nok kunne have skaffet mig det attråede slik.

Nu lærte jeg at synge på sproget. At sige Ajø i stedet for Mojn når man skiltes efter skoletid. At horra betyder dreng, og at byer som Nyker og Åker blev udtalt Nøggår og Åggår - og mange andre finurligheder.

Igen måtte jeg fungere som tolk for mine forældre, der for eksempel ikke helt forstod anmodningen om, at en skolekammerat måtte sava hos os om natten. Altså ikke svinge værktøj, men simpelthen overnatte - sove.

Modersmål og muddermål

At beherske de dialektale fremmedsprog var livsvigtigt. Jeg ville nok både få mad, tag over hovedet og en brugbar uddannelse hvis jeg havde holdt mig til modersmålet. Sproget de voksne talte derhjemme og i skolen.

Men noget fællesskab med jævnaldrene var det ikke blevet til. En følelse af at høre til, at være barn blandt andre børn krævede sprogkundskaber de voksne slet ikke anede.

Også det sætter livslangt præg.

Vi havde ikke megen sexualundervisning i skolen, og det var ikke noget, der blev talt meget om ved middagsbordet før TV Avisen.

Erotikken blev udforsket på dialekt, når jeg sammen med klassens fremmelige rødder gik på opdagelse i de frække blade på de fjerneste hylder i Ernst G. Olsens antikvariat i Rønne.

Mit erotiske univers er stadig befolket af de særeste dialektale pelsdyr, som jeg ikke i dag ville finde på at slippe løs, hverken i tale eller skrift. Men som ikke desto mindre myldrer lyslevende rundt i mine fantasiers urskove. De er mit muddermåls hellige væsener.

Voksne legekammerater

I mit voksenliv i medieverdenen fik jeg nye legekammerater, der var lige så parate til at mobbe som rollingerne på Als og de bornholmske bøller, hvis den sproglige kode ikke var i orden.

Min strategi blev at bruge mine forældres sprog. Et dansk der er så neutralt, at de færreste vil gætte, hvor jeg er vokset op.

Men jeg glæder mig oprigtigt over at høre kolleger, som det ikke er lykkedes at udrydde deres dialektale baggrund. Den jyske tone lyder i mit fordomsfulde øre så karsk og ærlig og fynsk så mildt og perlende. Det er da leifi.

Midtsjællandsk og bornholmsk er der til gengæld ingen der ved sine fulde fem vil slippe ud på tv eller i æteren. Det er simpelthen for bondsk, synes selv unge bornholmere og midtsjællændere.

De forsøger at tale sig op til medieverdenens modedialekt, som for tiden synes at sigte mod det
der engang blev betegnet som lavkøbenhavnsk.

Et trojansk bondeøg

Og så sker det alligevel, at en vending fra det gamle bondeland sniger sig ind som en trojansk hest og lægger sig i selen for selv det mest metrosprogede nyhedsforspand.

Senest har jeg bemærket vendingen FRA noget eller nogen AF.

Jeg husker ellers bedst sammensætningen fra visen “Jeg kommer li’ fra Svendborg AV - goddav, goddav, goddav!”.

Men i dag er der stort set ingen, heller ikke de kolleger i DR, der ellers taler et solidt københavnsk, som ikke bruger vendingen.

Nu kommer man fra mødet AF. Fra segment tre AF. Eller sender en direkte rapport lige FRA Beijing, Moskva eller Washington AF!

Dansk er mange ting. Og det bliver det tilsyneladende ved med at være. Heldigvis.
Hej, hej! Ajø! Og Mojn! fra mig af.

Læs også Kampen om sproget Se Tema

  1. Den snakkende mand i Radioavisen
  2. Politik og spin
  3. Det Tredje Rige
  4. Man er Des på Folketingets talerstol
  5. Mestre i politisk sprog
  6. Kend de smarte begreber ...
  7. Stav og sæt tegn
  8. Sådan opdages nye ord
  9. Idoler synger på dansk
  10. DR som sprogbetjent?