Menneskeforfatter

Skildringen af mennesket står centralt i Klaus Rifbjergs forfatterskab. Kernen i denne skildring er udviklingsprocessen fra barn til voksen.

Han bruger egne erfaringer til at fortælle om pubertetens besværligheder. Men han gør beretningerne til mere end beretninger. For mens han ser tilbage, beskriver han barndommens oplevelser med den voksnes erfaring.

På den måde bliver barndomserindringerne næsten til symbolske billeder.

Hverdagspoesi

I sine digte skriver Klaus Rifbjerg om virkeligheden, og han gør det ofte med hverdagsord. Dermed gør han op med den gængse opfattelse af poesi. Før hans tid er det utænkeligt, at man kan skrive et digt, hvor der blev brugt hverdagsord.

Samtidig er hans beskrivelser detaljerede og sansemættede. Ofte gengiver han indtryk med en umiddelbar opfattelse, som et barn der tænker over sin omverden.

Teknikkens fordele og ulemper

I 1960'erne er Klaus Rifbjerg en af de vigtigste repræsentanter for det, man kalder "konfrontationsdigtningen". Her er målet at konfrontere mennesket med det moderne samfund og den moderne teknologi.

Digtene handler om, hvordan mennesket bliver fremmed i teknikkens verden. Men hvor andre digtere beklagede udviklingen, er Rifbjerg samtidig fascineret af teknikken og alle dens muligheder.

Fortrængte drivkræfter

Rifbjerg skildrer ofte den spænding, der er mellem det, der ser ud til at være fredfyldt, og så det kaos og de omvæltende kræfter der ligger under overfladen.

Disse kræfter er tit noget hos personerne selv. Noget de har fortrængt, fx minder fra barndommen, eller en del af sig selv, de ikke vil kendes ved. Ofte handler det om fortrængning af det erotiske og seksuelle

Menneskeligt at fejle

Den røde tråd i Rifbjergs forfatterskab er, at det er vigtigt at acceptere mennesket og de fejl, der følger med. Det er netop det, der gør, at man er menneske.

Han viser, at verden er ufuldkommen. Han beskriver det virkelige menneske i stedet for et perfekt ideal.

Mange priser

Klaus Rifbjerg har modtaget flere litterære priser blandt andet Det Danske Akademis Store Pris i 1966. I 1970 fik han Nordisk Råds Litteraturpris.

Han blev udnævnt til æresdoktor ved Lunds universitet i 1992.