H.C. Branner (1903-1966)

Hans Christian Branner blev født i 1903 ind i en slægt af skolefolk. I sine romaner er han da også selv meget pædagogisk og forklarende over for sine læsere.

Han voksede op i det velstillede Ordrup nord for København. Han ville egentlig have været skuespiller, men talentet rakte ikke, så i stedet blev han ansat på et forlag.

H. C. Branner

Men Branner havde et andet talent, og i 1932 kunne man i Politiken første gang læse en historie af forfatteren H.C. Branner.

H.C. Branner slog sit navn fast med romanen "Legetøj" fra 1936. Den handler om angst og magtstrukturer i et handelshus, og var en reaktion på nazismen i Tyskland.

Interesseret i psykologi

Branner beskrev ofte verden fra et barns synsvinkel, og fandt inspiration i sine egne oplevelser fra barndommen. Han var også optaget af 1930'ernes debat om børn, opdragelse og psykoanalyse.

I novellesamlingerne "Om lidt er vi borte" (1939) og "To Minutters Stilhed" (1944) skrev han om barndom og parforhold.

Branner var interesseret i at forstå mennesket psykologisk med alle de livsvalg, det foretager af den ene eller den anden grund.

Han blev hurtigt en populær forfatter hos danskerne, for hans romaner og noveller handlede om den virkelighed, de selv levede i. Og de var skrevet i et sprog, som læserne kunne forstå.

Og så var han ikke provokerende, som andre af tidens forfattere kunne være det.

H.C. Branner modtog flere priser og legater i løbet af sin karriere.

Facebook
Twitter