Kaj Munk (1898-1944)

Kaj Munk var præst i Vedersø, en lille by i Vestjylland. Han var voldsomt idealistisk og gik ikke på kompromis med nogen eller noget. Op gennem 1930'erne skrev han mange heftige debatindlæg i aviser og dagblade.

Digteren og præsten Kaj Munk blev dræbt af tyskerne under 2. verdenskrig.

Som mange andre kulturkritiske personer, fx Poul Henningsen, var han træt af socialdemokratiets mangel på holdning og handling.

Han talte for, at der skulle være stærke personer til at træffe de politiske beslutninger og fremhævede den stærke leder som et ideal. Han er derfor blevet beskyldt for at være nazist. Men da nazisterne besatte Danmark, talte han kraftigt imod dem. Han så det som sit kald at opfordre til modstand mod besættelsesmagten, og det gjorde han i sine taler, prædikener og skrifter.

Han blev advaret om, at nazisterne var ude efter ham, men han ville ikke flygte. Den 4. januar 1944 blev han hentet i sit hjem af tyske soldater, og næste morgen fandt man ham dræbt. Han fik dermed den død, han havde ønsket sig. Som kritikeren Poul Henningsen sagde om ham: "En stridens mand. Dramatisk gav man ham den død, han søgte."

Kaj Munk blev en martyr og en helt for modstandsbevægelsen og danskerne, og efter krigen blev hans værker solgt i mange eksemplarer.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter