Ole Wivel levede fra 1921 til 2004. Han voksede op i en velhavende, borgerlig familie og blev i sit voksne liv ofte beskyldt for at være den pæne dreng i den litterære verden.

Efter studentereksamen læste han litteratur ved Københavns Universitet, og i 1943 debuterede han med sin første digtsamling.

Flirtede med nazisme

I de første digtsamlinger sværmede Ole Wivel for det nationalsocialistiske Tyskland. Han var desuden medlem af foreningen "Ringen", som sympatiserede med nazisterne.

Ole Wivel var dog aldrig reel nazist, ligesom han havde mange jødiske venner. Den tidlige flirt med den yderste højrefløj, skal formentlig ses som udtryk for en ung mands søgen efter et ståsted.

Markante danske forfattere som Klaus Rifbjerg har da også taget Ole Wivel i forsvar og argumenteret for, at man skulle bedømme det samlede litterære katalog.

Dansk Røde Kors

I de sidste år af 2. verdenskrig arbejdede Ole Wivel for Dansk Røde Kors.

Her var han forbindelsesmand mellem arresterede modstandsfolk og deres familier, og her lærte han meget om angst og tab.

Efter krigen satte han alt ind på at ændre verden gennem kunsten.

Tidsskrift og forlag

Tidsskriftet Heretica var et middel i kampen for at ændre verden. Fra 1950-51 var han redaktør sammen med forfatteren Martin A. Hansen.

Fra 1951-53 var han ansat som lærer ved Askov Højskole. Fra 1964-65 blev han forstander for Krogerup Højskole.

Allerede i 1945 havde han oprettet sit eget forlag, Wivels Forlag, som blandt andet udgav Heretica. Fra 1954-63 og igen fra 1971-80 var han direktør på Gyldendals Forlag.

En årrække var han medlem af udvalg i Kulturministeriet og Det Danske Akademi.

Ole Wivel døde den 30. maj 2004.