Rudolf Broby-Johansen (1900-1987)

Rudolf Broby-Johansen - kaldet Broby-Johansen - tilhørte den generation, der var unge i den tomhed, der herskede efter 1. Verdenskrig. Krigen havde vist ondskaben i mennesket, og verden var ikke længere som før.

Tomhedsfølelsen fik mange af tidens digtere til at hylde overfladen. De ville revolutionere litteraturen med utraditionelle digte om det lette og farvestrålende liv.

Broby-Johansen ville også revolutionere, men hyldede bestemt ikke overfladen. Hans digte var rystende skildringer af storbyens bagsider. Bag facaden lurede nemlig elendigheden og fattigdommen.

Anklaget for sædelighedskrænkelse

Hans digtsamling "Blod" fra 1922 var så chokerende, at den blev

beslaglagt
af politiet. Han blev anklaget for at krænke sædeligheden, og han blev
retsforfulgt
for pornografi og blasfemi.

Det var han nu kun glad for, for det gav ham mulighed for at fremføre sine synspunkter om kunstens rolle i den forsvarstale, han holdt.

Politisk meldte han sig ind i kommunistpartiet, fordi han her fandt den vilje til social forandring, som han selv stod for. Han var en provokerende debattør, der ruskede op i samfundet med sine holdninger.

Blandt andet generede det ham, at han tjente så mange penge på sine bøger, og han valgte at blive ved med at leve, som om han ikke havde penge.

Rudolf Broby-Johansen i sin lejlighed i København. (© DR)

Hverdagskunst til alle

Ud over "Blod" er hans mest betydningsfulde udgivelser hans bøger om kunst. Her udøvede han en betydelig kunstpædagogisk indsats. Hans mål var at gøre verdenskunsten til hverdagskunst.

Kunsten skulle nemlig være tilgængelig for alle mennesker og ikke kun det finere borgerskab. Til sin død var han en engageret folkelig formidler.

Broby-Johansen blev tildelt Holbergmedaljen 1970, PH-prisen i 1984 og blev udnævnt til æresdoktor ved Odense Universitet i 1985.