Rekvisitter

En rekvisit er en ting, der skal bruges i handlingen eller som skal findes på settet. Der kan være særlige ting, som er afgørende for handlingen: Et våben, et brev, en cykel. Men der er også ting, som blot hører til på settet, for at det skal virke realistisk: Planterne i en stue, spejl, sæbe og tandbørste i et badeværelse.

Når man indspiller en film, skal man på forhånd gennemtænke, hvilke særlige rekvisitter, man har brug for. Hvis du f.eks. skal lave en scene, hvor en person kravler ind ad et vindue og stjæler et smykke, er det vigtigt, at man også har et smykke, han kan stjæle. Som regel er det en rekvisitør, der holder styr på de ting, der skal være med i filmen.