Studie eller virkelighed

Filmen foregår et sted, udendørs eller indendørs, på et set. Man kan bruge et virkeligt sted eller lave en dekoration i et filmstudie. Fordelen ved at filme på et virkeligt sted, on location, er, at stedet virker realistisk og allerede findes.

Hvis en scene foregår på en gade, så er en rigtig gade jo det bedste sted. Men det kræver forberedelse, fordi man skal have tilladelse til at filme på en offentlig gade, man skal lukke gaden for trafik, tage hensyn til støjen osv.

Film, der vil give et virkelighedstro billede af verden, bruger tit både locationoptagelser og studieoptagelser. Alle sets styres af en set designer (eller en art director), som står for at indrette stuen eller landskabet, så det svarer til historien. Måske kræver handlingen, at der står bestemte møbler i stuen. Eller der skal være et æbletræ i haven, som ser ud på en særlig måde.