Uddrag af tekster: Ib Michael

" - Kilroy!

Ved at høre navnet, trækker jeg først på smilebåndet. Jeg mærker hans hånd blive slap og tung i min, og hele hans ansigt går i stå. Foran mig bliver han gammel, tidløs og grå. Skuldrene er sunket ind, jeg er så længe i hans greb, at min egen tid forsvinder, kulden rejser sig af sten og hånden holder fortsat min. Huden vejrer bort til hudløshed; han er i andre magters vold.
Først langt senere har jeg forstået, han er en mand uden hukommelse, og navnet har han taget fra en væg. Siden har han søgt den, der er bag ansigtet, og hans søgen har ført ham vidt omkring. Måske i håbet om at blive genkendt en dag af en anden. Tilfældige nøgler, spor, der kommer ud af intet, og som han følger i håbet om, at de skal lede ham til noget".

(fra Kilroy Kilroy s. 7, 1989)

"Jeg er en mand

der langsomt vender hjem

blot foretrækker jeg

turen over sydens sol

tanken om at blive fanget

på en stråle

der rejser den anden vej".

(fra Hjem, Vinden i Metroen s. 33, 1990)

"Det er hundrede år og en sommer siden …

Jeg er et lykkeligt barn. Jeg bor i et stort hus med mine forældre, der er strålende og rige. Jeg bliver forgyldt af min mor, hyllet i skyer af pels og pudder, som efterlader mig med nys i næsen. Min far har stivede kjolebryster, hvide som de nye golfbolde i entreen, og hans frisure er tilbagestrøget med Dr. Dralles hårvand. Om aftenen forlader de mig og kører til selskab, eller jeg bliver lagt i seng, fordi de venter et selv".

(fra Vanillepigen s. 19, 1991)

"Om natten trænger lyde ind til mig, lyde fra en fremmed verden. De kravler gennem risten og ud i mørket, hvor de tager form af åndestemmer og vånder sig. Befolker mine nætter med suk og raslen af jern. Der lyder rytmer fra dupskoede træben på gulvet, og en knirken trukket ud i langsom gengivelse. Mine nætter er fulde af rædsel. Jeg har den regel mod mørket, at dynen skal være trukket ned hele vejen rundt, ellers kan de få hænderne ind og tage mig, og hvis de først får fat, vil jeg blive trukket ud til skrig og knirken selv. Så lange er nætterne".

(fra Vanillepigen s. 20, 1991)