Ud i rummet

Drop solferien og tag på ferie i rummet

Tænk at tage med familien på tur i rummet og opleve det mørke rum omkring sig. Og alt sammen i vægtløs tilstand.

Millionæren Dennis Tito blev verdens første rumturist. Han blev sendt op i 2001 med en russisk Soyuz-kapsel til Den Internationale Rumstation (ISS).

Syv har besøgt rummet som turister

I alt havde syv personer i 2014 som turister besøgt ISS, men der er stadig lang vej, inden almindelige mennesker kan erstatte sommerferien til Mallorca med en tur i rummet.

Den britiske sangerinde Sarah Brightman skulle have været den næste person, der kunne skrive sig ind i den famøse historie. Efter planen skulle hun gøre den danske astronaut Andreas Mogensen selskab på ISS til september 2015. Af personlige årsager droppede hun dog rumturen, og i stedet skal en russisk og en kazakhstansk kosmonaut dele rumkapslen med danskeren.

Rumturisterne skal igennem et grundigt check hos lægen, der skal sikre, at de fysisk er i stand til at klare rejsen til rummet. Og så skal de selvfølgelig have pengene til at betale for rumferien.

Enkelte firmaer sælger rejser til rummet

Indtil videre er det kun meget få og meget rige personer, som har haft muligheden for at tage på ferie i rummet.

Der var i 2009 et enkelt firma, Space Adventures, der udbød rejser ud i rummet til turister. I dag er der kommet flere til, blandt andet Virgin Galactic og SpaceX.

Sidstnævnte er en af de mest ambitiøse virksomheder i rumfartsindustrien. Blandt andet har SpaceX en milliardaftale med NASA om jævnligt at flyve forsyninger op til ISS.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter