Blodtørstige kvinder

Fandtes der kvindelige krigere i vikingetiden? Eller findes de kun i eventyr og på film?

(Foto: Lars Bonde)

I Sverige er der blevet fundet en krigergrav, som blandt andet indeholdt to skjolde, et sværd, spillebrikker og to heste. Der var også et skelet i graven, og det tyder lige nu på, at det var en kvinde. Det er ellers meget sjældent, at arkæologerne finder kvindegrave med våben i.

På trods af dette fund, så er arkæologerne stadig i tvivl, om kvinder virkelig var krigere i vikingetiden. I stedet prøver de at forklare kvindegravene med våben i på alle mulige andre måder. Her er nogle af deres forklaringer:

Skeletterne ligner måske kvinder, men det er bare spinkle mænd! Eller, en økse var ikke kun et våben, men også et redskab, som blev brugt, når dyrene skulle slagtes på gården. Eller, nogle kvinder gik igen som spøgelser, og derfor har man smidt spyd efter dem i graven.

Der findes også historier om kvindelige krigere, der kæmper side om side med vikingekonger. Men det er svært at sige, om historierne har noget med virkeligheden at gøre. De er nemlig først skrevet ned i middelalderen - den periode der kommer efter vikingetiden.

FacebookTwitter