I 1948 sagde Danmark og 15 andre lande i Europa 'ja tak' til Marshall-hjælpen fra USA. Pengene skulle sætte gang i udviklingen i de europæiske lande efter anden verdenskrig.

Men hjælpen prægede samtidigt landene med amerikanske værdier. Og det var også USA’s plan.

Marshallhjælpen skulle få Europas lande til at handle med hinanden og USA. Hvis hvert land producerede mange varer, var det lettere at eksportere varer. Og eksporten ville give landene penge til at bygge et moderne samfund op og altså forbedre borgernes liv.

USA ville for alt i verden undgå social nød i Europa. Det ville skabe grobund for Sovjetunionens kommunisme, mente USA.

Østblokken blev også inviteret, men Rusland og de østeuropæiske lande takkede nej. De frygtede, at den økonomiske hjælp ville påvirke dem politisk.

Danmark fik 1,7 milliarder kroner til og med 1953. Og pengene gik især til maskiner til landbruget.

Dermed blev der brug for færre mennesker i landbruget. Og folk kunne i stedet få job på de mange nye industrier i byerne.

USA’s udenrigsminister George Marshall fandt på Marchallhjælpen. Han blev modtaget som en hædersgæst, da han besøgte Danmark.