Grundloven er grundlaget for vores demokrati. Det er loven over alle love. Alligevel bliver den fejret meget lidt herhjemme – og nærmest slet ikke af grundskoleelever. Dét vil vi gerne lave om på.
Vi vil gerne gøre Grundlovsdag til en festdag for demokratiet – også ude i skolerne. Derfor udgiver vi liveshowet ”Ultras Grundlovsfest”, som hylder Grundloven i børnehøjde. På DR Skole udgiver vi et kort undervisningsforløb, som tager udgangspunkt i showet.
Fest, farver og vitaminer til hjernen
I forløbet lærer eleverne blandt andet om Grundloven gennem videoer fra liveshowet med Ultra-værterne Maria Helander, Lasse Winther og andre kendte gæster.
Eleverne får indsigt i udvalgte love fra Grundloven. De skal forholde sig til, hvor betydningsfulde lovene faktisk er for dem selv og deres hverdag i dag.
Forløbet indeholder også sjove og spændende quizzer og en elevøvelse, hvor eleverne skal forestille sig, at de selv er statsminister, og at de skal finde på deres helt egen lov.
Varm op til Grundlovsdag
Undervisningsforløbet udgives allerede torsdag d. 1. juni. Det er dagen inden liveshowet “Ultras Grundlovsfest” sendes på DR1.
Showet ”Ultras Grundlovsfest” sendes fredag d. 2. juni på DR1 og DRTV kl. 11.00-11.30, og det varmer op til Grundlovsdag. Vi håber, at I har lyst til at se med ude i klasserne!