Kongen, der elskede sig selv

Christian 4. var mester i at sætte sig selv i fokus. Det har gjort ham til en af de mest kendte konger i Danmark.

(Foto: DR- Morten Krüger © dr)

Christian 4. blev Danmarks konge i 1588. Da han blev konge, var Danmark et stort og rigt land, men han endte med at bruge alle landets penge. Selvom Christian 4. tabte mange krige og brugte mange penge, er han en af de mest kendte og elskede danske konger.

”Slaget på Kolberger Heide i 1644” fra 1865. (© Museumskoncernen ROMU)

Christian 4. var god til at sætte sig selv i fokus. Han viste sin magt ved at bygge store bygninger i København: Børsen, Rundetårn, Frederiksborg Slot og Rosenborg Slot. På bygningerne skrev han C4. Byer og steder kaldte han fx Christianshavn og Christiania (det nuværende Oslo). I sine 60 år som konge fik han skrevet to danmarkshistorier, der fremstillede Danmark som et fredeligt kongedømme, hvor alt var godt.

Christian 4. er blevet et symbol på en konge, der var god til at gå i kamp for sit land - en ægte helt. Sangen 'Kong Christian stod ved højen Mast', som vi synger, når klokken slår tolv nytårsaften, handler om et søslag, som Christian 4. var med i ved Kolberger Heide i 1644. I dag ved vi, at Christian 4. ikke var så dygtig en konge, som han selv sagde. Han er dog stadig meget kendt, og man kan se hans ansigt på mange produkter.