Luthers reformation

Da Martin Luthers reformation gjorde katolikker til protestanter, fulgte en dramatisk tid med oprør, uro og brutale drab.

Portræt af Martin Luther, 1532 Lucas Cranach d.Æ. (© SMK Foto)

En tysk mand ved navn Martin Luther fik stor betydning for den måde, vi er kristne på i Danmark i dag.

Luther gjorde i 1520’erne oprør mod den katolske kirke og dens magt. Paven og den katolske kirke var blevet en pengemaskine. Kirken solgte for eksempel afladsbreve. Man kunne købe et afladsbrev – en slags fortrydelsesbrev – hvis man havde syndet mod Gud, men stadig gerne ville i himlen, når man døde. Kirken ejede også store ejendomme og kunne opkræve

skatter
. Det ville Luther afskaffe. Han ville have, at alle kunne komme i himlen – både rige og fattige. Luthers tanker om forandring nåede også til Danmark. I 1536 gennemførte Christian 3. en luthersk reformation i Danmark.

Luthers oprør mod den katolske kirke har gjort, at mange i dag ser ham som en helt. Men Reformationen, som overgangen fra katolicisme til protestantisme kaldes, var ikke altid lige så god, som der står i historiebøgerne. Reformationen var også en tid med meget vold. For eksempel var bønderne enige i, at den katolske kirke havde for meget magt og for mange penge. Men de tog Luthers tanker om lighed et skridt videre. De mente også, at kongen og adelen havde for meget magt. Alle burde være lige. Men det var Luther ikke enig i. Luther slog derfor hårdt ned og sagde, at man skulle ”Slå dem ned som gale hunde!”. 75.000 tyske bønder blev dræbt. I Danmark blev 1.000 bønder dræbt under et oprør i 1534.