Under besættelsen fik alle husholdninger med jævne mellemrum udleveret rationeringsmærker. Husmoderen afleverede så et eller flere mærker sammen med pengene, når hun købte ind. Løb hun tør for mærker, kunne hun ikke købe flere rationerede varer.

Staten forsøgte at tilpasse rationerne til det, folk havde mest brug for. Familier med små børn fik f.eks. flere rationeringsmærker til sæbe. Og folk, der udførte fysisk hårdt arbejde - f.eks. bygningsarbejdere - kunne få flere rationeringsmærker til madvarer.

Der var rationering på mange forskellige dagligvarer, f.eks. sæbe, sukker og brændsel. Derimod var kød ikke direkte rationeret. Det var der bare mangel på.

Mange dagligvarer var fortsatte med at være rationede op i 50'erne efter Danmarks befrielse. Smør, sukker, benzin kunne kun fås ved aflevering af et rationeringsmærke, som man fik i hæfter, afhængig af husstandens størrelse.