Karoline på 14 år: Spørg mig om min sorg

Karoline Agerholm på 14 år mistede sin far, da han begik selvmord. Nu deler hun sine personlige erfaringer og råder venner og lærere til at spørge ind til hendes, og andre børns, sorg

Til læreren

Hent lærervejledninger som pdf'er:

Den er til dig far

Døden og jeg

- Det værste man kan gøre er at lade som om, det hele er, som det plejer, fortæller 14-årige Karoline Agerholm om, hvad man absolut ikke skal gøre, hvis man kender en, der har mistet en forælder eller et andet familiemedlem.

For tre år siden mistede Karoline Agerholm sin far. Han besluttede sig for at begå selvmord efter at have fået en blodprop i hjernen, som han blev lam af i den ene side. Karoline Agerholm husker tydeligt, hvordan hun fik at vide, at hendes far var død.

Børn og døden

Sæt fokus på børns forhold til sorg og død med klipsamlinger, artikler og elevopgaver om emnet. I klippene fortæller børn om det at miste - nogle fortæller om at miste et kæledyr, og andre fortæller om at miste en forælder. I den ene artikel fortæller en ekspert, hvad man som lærer kan gøre, når en elev har mistet, eller når man som lærer vil tage snakken om død og sorg. Og i den anden artikel giver Karoline Agerholm på 14 år gode råd om, hvad lærere og klassekammerater skal gøre.

Se Tema

Hendes mor hentede hende i 12-frikvarteret i skolen, og så fik hun at vide at hendes far var død. Mens hun sad i bilen, skrev en masse klassekammerater til hende:

- Hvad er der sket?

Men Karoline Agerholm havde ikke lyst til at fortælle om det lige der. Så ville rygtet sprede sig hurtigere, end hun selv kunne nå at fordøje, hvad der var sket. Derfor svarede hun:

- I skal nok få det at vide – bare ikke lige nu.

Mine venner har prøvet sig frem
Var du bange for, hvordan dine venner ville tage imod oplysningen om, at din far var død?
- Nej, ikke sådan rigtig. Jeg var bange for, at de ikke ville turde sige noget. Det gjorde de faktisk heller ikke rigtigt i starten. Men så kom jeg i en sorggruppe, hvor vi snakkede om, hvordan jeg havde det. Mine venner var ikke den bedste hjælp i starten, men det er de så blevet siden hen. Jeg tror, de har prøvet sig frem, og så er det lykkedes til sidst, siger Karoline Agerholm.

Da hun kom tilbage i klassen og skulle fortælle, at hendes far var død, var både hendes mor og hendes mors veninde med. Lige som hun havde fortalt det, begyndte mange af klassekammeraterne at græde.

- Det var på en eller anden måde rart, at min klasse viste deres følelser og ligesom græd på mine vegne. For så vidste jeg, at jeg ikke bare var ligegyldig i klassen, siger Karoline Agerholm.

”Bryd tavsheden”
Hvad skal klassekammeraterne gøre, hvis der er en i klassen, der ligesom dig mister en forælder?
- Bryd tavsheden, er nok mit bedste råd. Jeg har ofte oplevet, at folk ikke spørger ind til mig, fordi de er bange for at gøre mig ked af det. Men det er bedre at spørge end at tie det ihjel – for man kan ikke tie det ihjel. Hvis man ikke spørger ind, risikerer man tværtimod at gøre det værre.

Derfor mener Karoline Agerholm ikke, at man skal være bange for at personen begynder at græde.

- Selvfølgelig kan jeg blive ked af det, når jeg snakker om det – specielt hvis spørgsmålet lige rammer et ømt punkt. Men man skal alligevel bare spørge mig. Jeg kan godt selv sige fra, siger hun.

Sådan kan du spørge
Hvis du går og tænker, at det alligevel er lidt svært at spørge en ven, hvordan han eller hun har det, så følg Karoline Agerholms råd:

Bare vær dig selv og vis, at du gerne vil snakke og lytte.

- Start samtalen, som du plejer. Måske noget i retning af: Hvad så, hvordan går det? Er du glad i øjeblikket? Bare spørg. Så kan du altid spørge mere og mere ind til sorgen. Det, ville jeg synes, var rarest, siger hun.

Karoline Agerholm har haft brug for at fortælle historien om hendes far mange gange. Her har hendes veninder været gode til at lytte, fortæller hun. Både til de gode og de dårlige historier.

- Det er lettere at komme igennem en sorg, hvis man har nogle gode veninder og en god klasse, der accepterer en. For skolen kan være et rart pusterum fra derhjemme. Det er rart bare at blive accepteret i skolen for den, man er. Hvis man ikke har lyst til at gå med make-up, skal det for eksempel være helt okay, siger hun.

Karolines lærere hjalp hende også
Hvad så, hvis ikke man har nogle gode veninder og en god klasse?
- Hvis skolen har en skolepsykolog eller en AKT-lærer, kan det være en god ide at snakke med dem. Eller bare med en god lærer. Mine lærere i dansk og matematik var rigtig gode til at spørge ind til mig eller sige, ”Kom, så går vi lige en lille tur og snakker om, hvordan du har det, eller hvad vi skal gøre.

Karoline Agerholm har, efter hendes far er død, både talt med sine skolelærere, skolepsykologen, AKT-læreren og med andre børn i en ekstern sorggruppe i Børn, Unge og Sorg. I øjeblikket har hun en aftale med sine lærere om, at hun godt må gå hjem, hvis hun bliver alt for ked af det. Og hun må også godt gå ud fra undervisningen for at trække lidt luft, hvis hun har brug for det.

Hvad skal lærerne gøre, når en elev har mistet en forælder?
- Det vil klart være en god ide, hvis de tager hensyn til eleven og har lavet nogle særregler. For eksempel at eleven må gå ud og trække frisk luft, ligesom jeg må. Det kan nemlig godt være rigtig svært at koncentrere sig i timen, når man er ked af det. Jo hurtigere særaftalerne bliver lavet, jo bedre.

Læreren skal acceptere et nej
Ifølge Karoline Agerholm skal lærerne generelt bare være mere opmærksomme på elever, der har mistet en forælder. Hun har prøvet, at hun var så ked af det, at en lærer sendte hende hjem.

- Det var rigtig rart, at min lærer tog beslutningen for mig. Min lærer fandt ud af, jeg var ked af det den dag, fordi hun spurgte ind til mig. Og det skal lærere huske at gøre – også selvom vi børn nogle gange bliver irriterede, siger Karoline Agerholm og fortsætter:

- Læreren skal bare acceptere, hvis man siger nej til at snakke. Man gider jo ikke snakke om det hele tiden. Så kunne man gå og være trist altid.

Læs også Børn og døden Se Tema

  1. Hverdage uden far
  2. Når børn mister en forælder
  3. Mærkedage uden far
  4. Døden og jeg