Dinosaurernes kroppe

Undersøg, hvad der gjorde dinosaurernes kroppe helt specielle.

LÆS HØJT:

Store, små, høje og lave. Dinosaurerne har mange forskellige former og størrelser.

Den største dinosaur, der er fundet ind til videre, var 47 meter lang. Det er lidt længere end en almindelig sportshal, mens de mindste, der er fundet, ikke er større end fugle.

Fælles for dem alle er, at deres kroppe havde nogle seje evner, som hjalp dem med at leve og overleve for over 66 millioner år siden.

Tænder

Dinosaurernes tænder var meget vigtige for, at de kunne få mad. For de store farlige kødspisende dinosaurer, var det vigtigt, at tænderne kunne slå deres byttedyr ihjel og holde dem fast.

For de planteædende dinosaurer var det vigtigt, at tænderne kunne knuse planter så små, at deres mave kunne fordøje dem.

Se her, når Kristian fortæller om dinosaurernes tænder.

Spørgsmål:

  • Hvilke dinosaurer, tror I, havde spidse og skarpe tænder?

Mange af de kødædende dinosaurer havde spidse og skarpe tænder. De skarpe tænder var gode til at bide igennem kød, som var dinosaurernes livret.

  • Hvilke dinosaurer, tror I, havde flade tænder?

Mange af de planteædende dinosaurer havde flade tænder.

Det kunne for eksempel være triceratops, der havde 800 tænder inde bag sit næb.

De flade tænder var gode til at knuse planter, så de planteædende dinosaurers mave kunne fordøje dem.

Hvilke slags tænder har mennesker? Kig på din sidemakkers tænder

  • Hvilken slags tænder har mennesker? Er de skarpe, sløve, flade, spidse

  • Hvad tror I, at vi mennesker skal spise? Kød eller planter?

Mennesket er altædende. Det betyder, at vi kan spise både kød og planter. Vi mennesker har lært at tilberede vores kød, så det ikke er råt. Derfor behøver vi ikke flænsende skarpe tænder.

Panser

Mange dinosaurer havde panser.

Dinosaurernes panser kunne være stort og dække hele kroppen eller være horn midt i panden.

Spørgsmål:

Hvorfor tror I, at nogle dinosaurer havde panser?

Se med her, når Kristian fortæller om dinosaurernes panser.

Dinosaurernes panser skulle beskytte dem fra angreb eller bruges til at forsvare dem selv i kamp.

Spørgsmål:

  • Hvorfor tror I, at planteæderne havde panser?

  • Hvorfor tror I, at kødæderne havde panser?

  • Hvis I havde et panser, hvordan skulle det se ud?

Sanser

Det var vigtigt for dinosaurerne, at deres sanser var helt vildt gode. De skulle have et godt syn, en god hørelse og en god lugtesans for at kunne finde mad og gemme sig for fjender.

Spørgsmål:

Hvilken sans tror I, der var dinosaurernes vigtigste sans?

Se her, hvor Kristian fortæller om dinosaurernes sanser.

Spørgsmål:

Hvorfor tror I, at dinosaurerne stolede mest på deres lugtesans?

Hvilke supersanser har I, og hvilken kan I bedst lide?

Kreativ opgave: Lav din egen dinosaur

Nu skal I lave jeres egen dinosaur.

I skal bruge al den viden, som I har fået gennem Kristians videoer til at designe jeres egen fantasi-dinosaur og skrive om, hvad dinosauren kan.

Brug terningearket som inspiration til jeres dinosaur.

Find terningearket HER

Slå med en terning seks gange og se, hvad jeres dinosaur spiser, hvordan dens tænder ser ud, arme, ben, hale, og giv dinosauren en speciel kropsdel.

Find et stykke papir og farveblyanter.

I kan tegne jeres dinosaur på kopiarket HER.

FacebookTwitter