På et marked i Zambia sidder en smed og arbejder.
Han er rigtig god til at bruge gammelt jern, som ellers ville ende som skrot og affald.
For eksempel kan smeden lave gamle metalplader fra biler om til en grill, som de lokale bruger, når de laver mad
Savsmuld bliver til briketter
Et andet sted i Zambia har den unge mand Jack godt gang i sin egen fabrik.
Da han var 16 år gammel, fik han en rigtig god ide. Mange steder i hans by lå der store bunker med savsmuld. Jack fandt ud af, at savsmulden kunne laves om til briketter.
De briketter bruger de lokale, når de skal lave mad, for briketterne er gode til at tænde op med.
Børn skal gå langt efter vand
I en landsby i Rwanda bliver maden også lavet over et bål. Det vand, som landsbyernes beboere blandt andet bruger til madlavning, skal de hente i en bæk 10 minutters gang fra landsbyen.
Hver dag bærer børn tunge dunke fra bækken til landsbyen, og vandet bliver ikke kogt, inden det bliver brugt. Derfor er der risiko for, at både børn og voksne bliver syge.
Landsbyen mangler virkelig en brønd med rent vand. Det vil gøre børn og voksnes liv både sundere og lettere.