Børneliv

Her kan du møde børn fra Nepal, Bangladesh og Zambia. Deres liv er meget anderledes end det liv, danske børn har.

I Zambia bor drengen Lincoln, og hver eneste morgen tager han på arbejde.

Lincoln arbejder som kvæghyrde. Han skal passe på en flok køer, imens de går på markerne ved den landsby, hvor Lincoln bor.

Hans liv er slet ikke som danske børns, for han går ikke i skole. Lincolns familie har brug for, at han arbejder. Det skal han gøre i tre år, og når han har gjort det, får hans familie en kalv.

Ram fra Nepal vil være ingeniør

I Nepal bor drengen Ram. Han går i skole, og det er han meget glad for.

Skolen er meget anderledes end skoler i Danmark, for eksempel er der hverken ipads eller computere.

Men det betyder ikke så meget for Ram, og han har store planer for fremtiden. Ram drømmer om at blive ingeniør.

Pinky og veninderne vil stoppe forurening

Pinky er teenager. Hun bor i et fattigt kvarter i Dhaka, der er hovedstad i Bangladesh.

Hun er meget glad for at synge og danse, og så bruger hun meget tid sammen med sine veninder. De prøver blandt andet at gøre noget ved den slemme forurening, der er i den store by.