For 200 år siden levede en dansker, der hed Hans Christian Ørsted (1777-1851). Navnet Hans Christian var ret normalt dengang, og ligesom så mange andre, der hed det, blev han bare kaldt ’H.C.’.
Selvom hans navn måske var ret normalt, så skulle H.C. Ørsted vise sig at blive til noget helt særligt. I 1820 gjorde han nemlig en stor videnskabelig opdagelse, der gjorde ham superkendt i hele verden.
Dengang vidste man ikke, hvor stor betydning hans opdagelse ville få, men i dag kan vi blandt andet takke ham for, at en højtaler kan udsende musik, at mikroovnen kan opvarme mad, og at støvsugeren kan suge alle nullermændene op fra under sengen.
Se videoen, og lær mere om, hvad det var, H.C. Ørsted opdagede.
H.C. Ørsteds store opdagelse: Elektromagnetisme
H.C. Ørsted opdagede, at elektrisk strøm kan påvirke en magnet, fordi en elektrisk strøm skaber et magnetfelt. Han opdagede altså en sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme. Den sammenhæng kaldes elektromagnetisme.
Opdagelsen skete, mens H.C. Ørsted lavede et forsøg. Han placerede en ledning over en kompasnål og satte strøm til ledningen.
Strømmen i ledningen fik den magnetiske kompasnål til at bevæge sig. Det fik H.C. Ørsted til tænke, at der måtte være en sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme. Så han lavede flere forsøg for at undersøge, hvad denne sammenhæng var.
H.C. Ørsted fandt ud af, at kompasnålen blev påvirket af strømmen i ledningen, fordi elektrisk strøm skaber et magnetfelt.
På de 200 år, der er gået siden Ørsteds store opdagelse, har mange videnskabsfolk udviklet en masse andre seje opfindelser, der bygger videre på H.C. Ørsteds opdagelse.
Uden Ørsteds opdagelse ville vi for eksempel ikke have elektrisk lys, telefonen, mikrobølgeovnen, internettet eller vindmøller. Faktisk ville vi slet ikke kunne lave og bruge strøm på den måde, vi gør det i dag, hvis ikke H.C. Ørsted havde opdaget elektromagnetismen.
Verden før og efter H.C. Ørsteds opdagelse
Gå på opdagelse i, hvordan verden så ud, før H.C. Ørsted opdagede elektromagnetismen for bare 200 år siden.
H.C. Ørsted voksede op i en tid, hvor man ikke havde elektrisk lys. Nogle mennesker måtte endda nøjes med den åbne pejs, de havde i huset, som deres eneste kilde til lys. Der var heller ingen lys på gaderne om aftenen. Prøv at forestille dig, hvor mørkt det var.
Takket være H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen, kunne man snart begynde at lave strøm i så store mængder, at alle mennesker kunne bruge det.
Vigtig viden: Den elektriske generator
Opdagelsen af elektromagnetismen gjorde det muligt at opfinde den elektriske generator – en maskine, der omdanner energien fra noget, der bevæger sig, til strøm. Ligesom en dynamolygte på en cykel.
Meget af den strøm, vi bruger i dag, bliver lavet ved hjælp af kæmpestore generatorer, som omdanner bevægelsesenergi fra for eksempel vindmøller til strøm.
Opfindelsen af den elektriske generator har altså gjort det muligt at lave strøm i så store mængder, at alle mennesker nu kan bruge strøm.
Vigtig viden: Den elektriske motor
Opdagelsen af elektromagnetismen gjorde det også muligt at opfinde den elektriske motor – en maskine, der omdanner strøm til bevægelse.
Elmotoren har været med til at gøre mange ting meget nemmere for os mennesker. Alt lige fra støvsugere og el-tandbørster til el-biler. Fælles for alle disse ting er, at de bruger en elmotor til at omdanne strøm til bevægelse.
Elevøvelse
Nu skal I prøve at lave jeres egen elmotor.
Med et batteri, en skrue eller et søm, en magnet og et stykke ledning skal I undersøge, hvordan strøm bliver til bevægelse ved hjælp af elektromagnetisme.
Find vejledning til elevøvelsen HER.