Lær at forske som H.C. Ørsted

Videnskabsfolk er nysgerrige mennesker, som er rigtig gode til at undersøge det, der vækker deres nysgerrighed. Nu skal I forske ligesom H.C Ørsted.

LÆS: En måde at blive god til noget er ved at øve sig. Når man øver sig i noget, betyder det jo egentlig bare, at man gør noget igen og igen og igen. Hver gang man gentager det, man gør, bliver man en lille smule bedre til det. Og typisk finder man også ud af bedre og smartere måder at gøre det på.

Når videnskabsfolk forsker, gentager de derfor tit deres forsøg med små ændringer for at blive klogere. De bruger en metode, der hedder 'den naturvidenskabelige metode'.

Den naturvidenskabelige metode

LÆS: Lad os se på et eksempel fra hverdagen, som du måske kender. Lad os sige, at du skal lære at lave en pizza.

Første gang du laver en pizza, bliver den måske ikke megagod. Det kan være, pizzaen bliver brændt i kanten, og det får dig til at overveje, om du har bagt den lidt for længe.

Næste gang du laver en pizza, prøver du at bage den i kortere tid. Nu er din pizza ikke brændt på, men desværre viser det sig, at dejen ikke er bagt helt færdig, når du tager en bid.

Det får dig til at tænke over, hvad du så kan gøre for at få en pizza, der ikke er brændt på, men som stadig er færdigbagt. Måske kan du ændre på temperaturen i ovnen?

For hver gang du laver pizza, bliver du altså klogere på, hvad der skal til for at opnå et godt resultat. Hver gang forbedrer du altså din metode til at lave pizza.

Det er lidt det samme, videnskabsfolk gør, når de forsker med den naturvidenskabelige metode. Metoden kan forklares med disse tre trin: Spørgsmål, hypotese og undersøgelse.

1 / 3

Ved at følge trinnene bliver man klogere på sit spørgsmål, og måske ender det med, at man finder et svar. Det kan også være, man ender med at finde på et nyt og bedre spørgsmål.

Hvis man følger disse tre trin, arbejder man faktisk som en ægte videnskabsperson. Ligesom H.C. Ørsted.

En kreativ metode

LÆS: Som videnskabsperson er det altså megavigtigt, at man er nysgerrig, og at man bruger den naturvidenskabelige metode til at undersøge, det man er nysgerrig på.

Men det er faktisk ligeså vigtigt, at man er kreativ. Man skal for eksempel være kreativ, når man skal finde på hypoteser. Og man skal være kreativ, når man skal få idéer til, hvordan man bedst muligt undersøger sine hypoteser.

En kreativ metode kan for eksempel være en, som er god at bruge, hvis man skal skabe et nyt design. Se for eksempel på denne designprocesmodel.

Det er en kreativ metode, der er inddelt i forskellige trin, som man kan følge, når man skal designe noget.

SNAK i klassen om de metoder, I lige har læst om.

  • Hvad er designprocesmodellen?

  • Hvad er den naturvidenskabelige metode?

  • Hvilke forskelle og ligheder er der mellem disse metoder?

Elevøvelse

Du skal nu arbejde kreativt med naturvidenskab ved hjælp af designprocesmodellen. Du skal nemlig designe en elektromagnetisk båd. Til det skal du bruge en papirbåd, et batteri, en magnet og et stykke ledning.

  • Til forsøget skal du bruge en form for båd.
  • Til forsøget skal du bruge et batteri.
  • Til forsøget skal du bruge en magnet.
  • Til forsøget skal du bruge et stykke ledning.
1 / 4

LAV en arbejdsgruppe med nogle fra klassen. Grupperne i klassen skal nemlig dyste mod hinanden til sidst og finde klassens bedste båddesign. I bestemmer selv, hvilke kategorier I dyster i. En af kategorierne skal være 'bedst i fremdrift ved hjælp af elektromagnetisme'.