Sådan bruger du DR Skole

På DR Skole finder du undervisningsmaterialer, der er lettilgængelige for dine elever. Her er en guide til, hvordan I kan bruge sitet.

Hvad indeholder et forløb?

DR Skole udgiver vi vores undervisningsmateriale i forløb.

Et forløb kan bestå af:

  • Delforløb, der indeholder forklarende tekster og elevopgaver

  • Samlinger af videoklip fra DR’s store arkiv

  • Interaktive læringselementer som quizzer, tidslinjer, videoexplainers, dilemmaspil og lignende

  • Lærervejledning i printvenlig version

  • Fælles Mål for det enkelte fag

Hvor finder jeg de forløb, jeg søger?

Når du skal finde et forløb på DR Skole, er det nemmest først at vælge det fag, du underviser i. Vil du for eksempel finde et forløb om Genforeningen, kan du vælge faget ’Historie’. Her får du så en liste over alle de forløb, der hører under historiefaget. Ellers kan du i en googlesøgning skrive ’DR Skole’ og titlen på forløbet eller det emne, du søger.

Hvor finder jeg videoklip?

Vil du blot finde videoklip, der for eksempel handler om Genforeningen, kan du klikke på fanen ’Søg videoklip’ i toppen af sitet. Her kan du søge blandt 25.000 videoklip i vores mediebibliotek. Læs mere om Mediebiblioteket HER.

Hvor finder jeg lærervejledninger og elevopgaver?

Du kan finde lærervejledninger og Fælles Mål på temaernes forsider med fast placering øverst til højre med teksten ’Til læreren’. Elevopgaverne finder du typisk i de enkelte delforløb, som du kan klikke ind på fra forløbenes forsider.

I lærervejledningerne er der også hyperlinks til elevopgaver og videosamlinger, så vær opmærksom på det, inden du printer vejledningerne ud.

Kan mine elever selv bruge sitet?

DR Skole laver undervisningsmaterialer til grundskolen. Det betyder, at vi både skriver til lærere og elever. Vores lærervejledninger er kun skrevet til lærere, hvorimod alle andre tekster og elevopgaver også kan læses af elever.

Derfor har sitet flere funktioner, der gør det lettere at forstå teksterne i delforløbene. Du kan få læst alle tekster op, og du kan selv styre hastigheden. Du kan også forstørre teksten eller få forklaringer på vanskelige ord ved klikke på ’Forklar ord’ øverst i artiklen. Se mere om funktionerne HER.

Facebook
Twitter