Folketingsvalg - stå ved idealerne eller gå efter magten?

I dansk politik gælder det om at kunne tælle til 90. Det er nemlig den magiske grænse for at danne en regering. I Folketinget er der 179 pladser til folkevalgte. Halvdelen af 179 er 89,5 og skal man have flertallet, skal man have minimum et mandat mere end oppositionen, altså 90.

Der er tale om en flertalsregering, hvis regeringspartierne selv har flertallet i parlamentet. Hvis regeringspartierne ikke har flertal, skal de have opbakning fra andre partier for at opnå et parlamentsflertal. Det kaldes en mindretalsregering, og de partier, der støtter, er regeringens parlamentariske grundlag.

De røde og de blå

I Danmark er der mange partier repræsenteret i Folketinget, og derfor arbejder partierne sammen for at kunne danne en regering.

Partierne støtter som hovedregel enten den blå eller røde blok. I den blå blok befinder sig de partier, der er bygget på liberalistiske og konservative ideologier, bl.a. Venstre (V) og Konservative (K). I den røde blok befinder de socialistiske partier sig, bl.a. Socialdemokraterne (S) og SF (F).

En række mindre partier ligger på midten af dansk politik og kan ideologisk set både vælge at pege på en statsministerkandidat i rød og blå blok. Det Radikale Venstre (R) har både siddet i regering med venstrefløjen og højrefløjen, men har de seneste år placeret sig solidt i rød blok.

Tungen på vægtskålen

De små midterpartier kan hurtigt blive tungen på vægtskålen i en regeringsdannelse. Deres stemmer kan nemlig være afgørende for, om en statsministerkandidat kan samle den fornødne opbakning. I forhandlingerne om en ny regering kan partier og løsgængere fremsætte krav til den kommende regering.

Det forsøgte Naser Khaders nystiftede parti Ny Alliance fx i valget 2007, hvor partiet bl.a. gik efter en aftale om en skattereform for at støtte Anders Fogh Rasmussens regeringsdannelse mellem V og K.

Ny Alliances særstatus som tungen på vægtskålen blev dog indsnævret, da de fire Nordatlantiske mandater fra Grønland og Færøerne var optalt. Her pegede færingen Edmund Joensen (Sambandspartiet) på blå blok og gav dermed Anders Fogh Rasmussens VK regering 90 mandater sammen med Dansk Folkeparti uden om Ny Alliance.