Plads til nyt parti i Folketinget?

Ny Alliance stiftes som opgør mod Dansk Folkeparti

Naser Khader og Anders Samuelsen forlod partiet Radikale Venstre i maj 2007, fordi de ville lave et nyt parti. De fik følgeskab af Gitte Seeberg, som forlod Det Konservative Folkeparti.

Sammen stiftede de partiet "Ny Alliance". Ny Alliance ville gøre op med blokpolitik i dansk politik og gøre Dansk Folkepartis indflydelse mindre.

Det ville de gøre ved at trække vælgere fra Folketingets andre partier og tvinge dem til at skifte kurs.

Jordskredsvalg rystede det politiske system Sidste gang det politiske system havde fået en ordentlig rystetur var i 1973. Her sendte vælgerne tre helt nye partier i Folketinget. Mere end en tredjedel af Folketingets medlemmer blev udskiftet.

Det er grunden til, at valget bliver kaldt "Jordskredsvalget".

Mange danskere var utilfredse med stigende skatter og en voksende offentlig sektor. Andre var imod fri abort og lovliggørelsen af billedporno. Et stort flertal havde helt mistet tilliden til de gamle partiers politikere.

Mogens Glistrup kom i Folketinget

Mogens Glistrup fra det nye Fremskridtspartiet blev valgets store sejrherre. Hans budskaber trak stemmer fra højre og venstre, og Fremskridtspartiet stormede i Folketinget med 28 mandater.

Glistrup ville fjerne indkomstskatten, nedlægge ni ud af ti offentlige job og afvikle den offentlige sektor. Han sagde, at socialvæsnet skulle erstattes med havregrødsautomater. Og at forsvaret kunne erstattes med en telefonsvarer.

Med valget af Fremskridtspartiet blev grunden lagt for Dansk Folkeparti. Partiet opstod i 1995 efter interne konflikter i Fremskridtspartiet.

Centrumdemokraterne strøg ind

En anden kontroversiel mand var Erhard Jakobsen. Han meldte sig ud af Socialdemokratiet og oprettede partiet Centrumdemokraterne. I 1973 røg det ind i Folketinget med 14 mandater i 1973. Partiet nedlagde sig selv i 2008.

Kristeligt Folkeparti kom også ind ved jordskredsvalget med syv mandater. Partiet har siden ændret navn til Kristendemokraterne.

Ny Alliance blev til Liberal Alliance

Kun et halvt år efter partiet blev stiftet, stod Ny Alliance ifølge meningsmålinger til at få rigtig mange stemmer til folketingsvalget i 2007. Men partiet endte med kun fem mandater.

Kort efter forlod Gitte Seeberg partiet. I august 2008 skiftede partiet navn fra Ny Alliance til Liberal Alliance.

Partiet begyndte at lægge mere vægt på mærkesager som lavere skat og mere personlig frihed til den enkelte. Til valget i 2015 fik Liberal Alliance 13 pladser i Folketinget.

Alternativet

Den tidligere kulturminister for Radikale Venstre, Uffe Elbæk, dannede i 2013 et nyt midterparti - Alternativet. Alternativet havde noget uventet ikke et politisk program, da partiet blev præsenteret.

I stedet ville partiet lave politiske værksteder, hvor interesserede borgere kunne komme og være med til at bestemme, hvilken politik man skulle føre. Alternativet mener nemlig at 'flere ved bedst', og at man derfor skaber bedre politik ved i højere grad at inddrage borgerne.

Med tanke på, at Alternativet kun var to år gammelt, fik det et fremragende valg i 2015. 4,8 procent af vælgerne stemte på det grønne parti, som fik 9 pladser i Folketinget.

Nye Borgerlige

Til valget i 2019 banker det nystiftede parti Nye Borgerlige på døren til Folketinget. De går til valg på en liberal økonomisk politik og en meget stram udlændingepolitik.

Facebook
Twitter