Udlandet - stå fast eller bøje sig for pres?

Kan en satiretegning i en dansk avis skabe en international krise? Ja, det kan den, fandt danskerne ud af i 2006, da tegninger af profeten Muhammed publiceret i Jyllands Posten fik sindene i kog i mange muslimske lande. Danske flag blev brændt af i vrede, og ambassadører fra 11 muslimske lande ville have Danmarks statsminister til at gribe ind over for Jyllands Postens ytringsfrihed.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen stod fast på, at pressen har frihed til at skrive og tegne, hvad de vil, og han afviste at mødes med ambassadørerne.

Ytringsfrihed på prøve

Statsministeren sagde i sin nytårstale 1. januar 2007: 'Vi har hver især et ansvar for at forvalte ytringsfriheden på en sådan måde, at vi ikke opildner til had og vold. Men vi har også et ansvar for at føje alverdens autoritære for, hvad vi må tegne og tale om. '

Ifølge grundlovens paragraf 77 har vi ytringsfrihed, og den regnes som en af de vigtigste byggesten i det danske demokrati. Der er dog en grænse for, hvad man kan tillade sig i ytringsfrihedens navn, men det er domstolene, der afgør det, hvis der anlægges sag. Censur fra staten kan ikke indføres.

Danmark kritiserer også

Under Muhammedkrisen stod den danske regering fast på, at ytringsfriheden er ukrænkelig, også selv om tegningerne havde krænket mange muslimer rundt om i verden. Det sker ofte, at stater lægger pres på hinanden, hvis de mener, at internationale love og regler ikke bliver fulgt.

Der er også eksempler på, at Danmark kritiserer andre lande, fx stormagterne Kina og Rusland, for ikke altid at overholde menneskerettighederne. Men lige som i Muhammedsagen er der mange interesser på spil. Danmark er stadig interesseret i at opretholde et godt politisk forhold til Kina og Rusland og i høj grad også at handle med landene.

Det er ikke omkostningsfrit at stå fast over for udenlandsk pres. Muhammedkrisen kostede menneskeliv under voldsomme demonstrationer i Pakistan og Afghanistan, og danske eksportvirksomheder som fx Arla tabte indtægter, da deres produkter blev boykottet i flere lande i Mellemøsten.