Aktier og værdipapirer

Aktier er for alle

Måske tænker du, at aktier kun er noget som virksomheder og hysteriske spekulanter på børserne går op i.

Men aktier er også relevante for mange helt almindelige mennesker. Mange ansatte ejer medarbejderaktier i deres virksomhed. Og mange køber og sælger aktier fra deres computer hjemme i køkkenet.

I klippet "Aktiehandel i køkkenet" møder vi en dansker, der handler med aktier hjemme i køkkenet.

For disse mennesker er aktiekurserne en vigtig del af dagens nyheder. For når aktiekurserne stiger, bliver de rigere. Og når kurserne falder, bliver deres formuer mindre.

Direkte indflydelse på børsnoterede virksomheder

Aktiekurserne har desuden en meget direkte indflydelse på de mange børsnoterede virksomheder. At være børsnoteret betyder, at alle kan købe aktier, en andel, i virksomheden.

Hvis en virksomheds aktiekurs stiger, så bliver virksomheden mere værd. Så kan den købe nye maskiner, større bygninger og ansætte flere. Den kan udvide produktionen.

Samtidig bliver aktionærerne, ejerne, glade, for deres aktier i virksomheden stiger i værdi.

Og når aktiekurserne falder drastisk, som fx under den seneste finanskrise, så bliver virksomheder mindre værd, og de får sværere ved at investere og udvikle sig.

Ond cirkel

Faldende aktiekurser betyder også, aktionærernes aktier bliver mindre værd. Det kan kan få mange til at sælge deres aktier. Og når der er mange, der samtidig forsøger at sælge deres aktier, så bliver de alle sammen mindre værd.

I klippet "Aktiepanik - værste nedtur siden 2008", kan du se et indslag fra TV AVISEN, der handler om, at danske aktieejere taber 40 milliarder kroner på en dag.

Faldende aktiekurser kan blive til en nedadgående spiral, som i sidste ende kan føre til fyringer og lukning af virksomheder.