De unge år

Anker Jørgensen mistede tidligt sine forældre. Han voksede op hos sin onkel og tante og blev både arbejds- og modstandsmand, inden han gjorde karriere i fagbevægelsen.

Anker Jørgensen blev født i 1922, men han huskede ikke sine forældre.

De døde, da han var barn, og den kommende statsminister voksede op hos sin onkel og tante.

Anker Jørgensen sagde selv, at han havde en god opvækst - også selv om hans familie ikke havde mange penge.

Han gik ud af skolen, da han var 14 år gammel, og han havde flere forskellige jobs, inden han blev ansat på et lager.

Under Anden Verdenskrig var Anker Jørgensen først soldat. Siden var han med i den danske modstandsbevægelse.

Efter krigen gjorde Anker Jørgensen hurtigt karriere i fagbevægelsen. Først som tillidsmand og i 1968 blev han formand for et af de store fagforbund i Danmark.