Her ses en militærparade i Nordkorea, som den vestlige verden betragter som et diktatur. (Foto: KCNA © Ritzau Scanpix)

Diktatur

Diktatur er en betegnelse for et land, som ledes af én person, ét råd eller ét parti med uindskrænket magt. Her er lederen eller lederne ikke udpeget, men har tiltvunget sig sin position med magt.

Et diktatur er et autoritært regime ligesom tyranni og et militærregime. Burma er fx et militærregime. Landet ledes af en gruppe militærpersoner, en såkaldt junta.

Kommunisme

Kommunisme er en politisk ideologi, som går ind for fælleseje. Det vil sige, at den private ejendomsret ikke eksisterer, og at alle borgere har lige krav på samfundets goder. I et kommunistisk samfund findes der derfor ikke forskellige sociale klasser.

Det fuldendte kommunistiske samfund har verden endnu ikke set. Det er også blevet kaldt urealistisk, en utopi. Kommunistiske ledere har typisk undertrykt deres befolkning og forfulgt kritikere af systemet. Samfundet har ofte været hierarkisk opbygget - og derved modsagt det kommunistiske ideal.