Her ses en bronze skulptur af Karl Marx i hans hjemby, Trier, i Tyskland. Karl Marx ses i dag for at være socialismens far. (Foto: Wolfgang Rattay © Ritzau Scanpix)

Karl Marx (1818-1883) er marxismens - og dermed også socialismens - far.

Den tyske teoretikers grundidé var, at strukturerne i samfundet gennem historien har ændret sig som følge af modsætninger i produktionsforhold og produktivkræfter.

Produktivkræfter er producenterne selv, deres evner og viden samt deres produktionsmidler som jord, råstoffer, redskaber, idéer og maskiner.

Produktionsforhold er de sociale forhold, der kendetegner produktionen. Slaveri er f.eks. produktionsforhold, hvor ejeren af produktionsmidlerne også ejer slaven. Og kapitalisme er produktionsforhold, hvor produktionsmidlerne er privat ejendom.

Marx mente, at der i et kapitalistisk samfund er en indbygget konflikt mellem ejere og arbejdere. Det er arbejderne, der skaber samfundets værdier - men arbejdsgiverne, der får profitten.

Han så også interne interessemodsætninger mellem virksomhedernes ejere. De skal konkurrere med hinanden, bl.a. ved at holde lønningerne nede. Men hvis alle virksomheder sænker lønniveauet, vil efterspørgslen i samfundet falde. Det vil sænke priserne. Og det vil få nogle virksomheder til at lukke.

Marx mente derfor, at der i et kapitalistisk samfund vil opstå spændinger mellem på den ene side en stadig stærkere kapitalkoncentration og stadig større virksomheder, og på den anden side en kraftigt voksende og forarmet arbejderklasse.

Spændingerne vil få arbejderklassen til at lave revolution og erstatte kapitalisme med socialisme. I et socialistisk idealsamfund er folk fælles om at eje produktionsmidlerne.

Ifølge Marx vil et socialistisk samfund uundgåeligt udvikle sig til et kommunistisk samfund uden klasser, hvor befolkningen kan "yde efter evne, og nyde efter behov".

Marxismen blev omkring år 1900 udspaltet i en socialdemokratisk og en mere revolutionær kommunistisk linje. Sidstnævnte har siden udviklet sig til en lang række ismer - f.eks. leninisme, marxisme-leninisme, maoisme og stalinisme.

(Kilde: Samfundsfilosofi, Aarhus Universitetsforlag 1988 og Gyldendals Leksikon, Nordisk Forlag A/S 2002.)