Radikale Venstre (B)

Det Radikale Venstre ligger i midten af dansk politik. De har ofte haft de afgørende stemmer, der kunne afgøre, hvem statsministeren skulle være.

Da Det Radikale Venstre i 2005 fyldte 100 år, blev fødselsdagen fejret med gæster fra både højre og venstre. Midterpartiet har gennem årene dannet regering med partier fra højre og venstre side af Folketingssalen.

Partiet blev dannet i 1905, da 15 medlemmer brød med bondepartiet Venstre. De mente, at det gamle Venstre favoriserede storbønder på bekostning af små husmænd. De radikale ville oprette flere husmandssteder på store godsers jord og forbedre vilkårene for de dårligst stillede i byerne.

Det nye parti gik fra starten ind for dansk neutralitet i krige og ville indskrænke militæret til det minimale. Partiet er også stor fortaler for EU-samarbejdet.

Det Radikale Venstre placerer sig ideologisk mellem liberalismen og socialismen. Desuden har De Radikale markeret sig i de senere år ved at ville lempe på den integrationspolitik, regeringen har indført med bl.a. Dansk Folkeparti.

Godt et år efter partiets 100-års fødselsdag, i april 2006, lancerede Det Radikale Venstre Marianne Jelved som statsministerkandidat. Det blev et ufravigeligt krav, som splittede partiet.

Partimedlemmerne Naser Khader og Anders Samuelsen forlod i maj 2007 Det Radikale Venstre for at danne deres eget parti, Ny Alliance.

Kort efter måtte Marianne Jelved overgive formandsposten til Margrethe Vestager, og kravet om en radikal statsminister blev glemt igen. Men Det Radikale Venstre udelukkede, at det ville støtte en statsminister fra Venstre.

Efter folketingsvalget i 2011 blev Det Radikale Venstre igen en del af en regering. Denne gang sammen med Socialdemokraterne og SF.

I sommeren 2014 skiftede partiet igen ny leder, da Margrethe Vestager fik posten som dansk EU-kommissær.

Morten Østergaard blev leder af Det Radikale Venstre, men valget i juni 2015 blev en skuffelse for partiet.

Regeringen med Socialdemokraterne mistede magten til de borgerlige partier, og Det Radikale Venstre fik kun 4,6 procent af stemmerne - en tilbagegang på næsten fem procent i forhold til valget i 2011.

Til valget i 2019 fik Radikale Venstre vendt nedturen til en markant fremgang på 4 procentpoint. Det gav partiet 16 mandater. Radikale Venstre blev derefter et støtteparti for den Socialdemokratiske regering.

(Opdateret 27. august 2019)