Visse våben er værre end andre

Forestil dig, at du er ude at gå. Pludselig eksploderer en landmine under din fod, og dit ben eller din arm bliver revet af. Det sker hver dag for mennesker rundt omkring i verden. Kloden er overstrøet med 100 millioner landminer fra gamle krige.

Genève-konventionerne forbyder våben, der volder unødig skade og lidelse eller som er svære at styre. Det gælder blandt andet kemiske og biologiske våben samt miner og napalm (en form for brandbombe) i civile områder.

Fordi miner dræber og lemlæster civile i stort omfang, vedtog en række lande i 1997 et totalt forbud mod miner. Men ikke alle lande er med på forbuddet: Blandt andre USA, Rusland og Kina har ikke tilsluttet sig Ottawa-traktaten, som aftalen hedder.