Pas godt på din BBC micro:bit og miljøet

Sørg for at din BBC micro:bit lever længere, send den godt afsted, når den dør, og pas godt på miljøet.

(Foto: Rikke Weinreich Sørensen/DR Skole © (c) DR)

ultra:bit har fået enorm opbakning. Faktisk er 8 ud af 10 skoler tilmeldt projektet ved skolestart 2019.

Det betyder, at DR og CFU med støtte fra Industriens Fond har uddelt omkring 150.000 mikrocomputere siden projektets start i 2018. Og det er altså ret mange.

Projekt ultra:bit fokuserer i 2019 på FN’s Verdensmål og især klima og miljø, og det er selvfølgelig vigtigt, at de mange mikrocomputere ikke bliver en belastning for miljøet.

Derfor får du her en guide til, hvordan du sørger for, at din BBC micro:bit lever længere, og hvad du skal gøre med den, hvis den dør.

Forlæng din mikrocomputers levetid

  1. 1

    Opbevar din BBC micro:bit korrekt. Der følger en sølvfarvet pose med, som er lavet af antistatisk materiale. Posen sørger for, at der ikke opstår statisk elektricitet, som er skidt for din BBC micro:bit. Det kan også være en god idé at opbevare mikrocomputeren i en hård kasse, så den ikke bliver mast mellem bøgerne i skoletasken. Hvis du har fået den hårde ultra:bit-papkasse med til din BBC micro:bit, kan du opbevare mikrocomputeren i den.

  2. 2

    Udsæt ikke BBC micro:bit for vand. Som megen anden teknologi tåler mikrocomputeren ikke vand, så sørg for ikke at bruge den i fugtige omgivelser.

  3. 3

    Tag batterierne ud af mikrocomputeren, når du ikke bruger den. Så skal du ikke skifte batterier så ofte, og mikrocomputeren bliver heller ikke så slidt.

  4. 4

    Tag altid fat om stikket, når du vil fjerne batteriholderen fra BBC micro:bit. Hiv ikke i ledningen, når du vil have stikket ud.

  5. 5

    Tilslut kun din BBC micro:bit til enheder eller komponenter, som er godkendt til at blive tilkoblet mikrocomputeren.

  6. 6

    Og så kan du faktisk godt bruge genopladelige batterier. Du skal bare være sikker på, at mikrocomputeren ikke får mindre end 1,8V og ikke mere end 3,6V.

Du kan læse mere om sikker brug af BBC micro:bit HER og i folderen, som følger med mikrocomputeren.

Er din mikrocomputer død?

Hvis din mikrocomputer ikke længere virker, er det vigtigt, at du sender den godt afsted.

I folderen til BBC micro:bit finder du et mærke, der viser en skraldespand med et kryds over. Det betyder, at mikrocomputeren er elektrisk affald, som ikke må smides ud i den almindelige skraldespand.

Du skal derfor aflevere mikrocomputeren på en genbrugsstation eller i de særlige miljøkasser, som nogle husstande har i visse kommuner. På den måde kan dele af mikrocomputeren blive genanvendt.

Det samme skal du gøre med batterierne. De er nemlig farligt affald, som indeholder tungmetaller og kemikalier, der kan skade miljøet. Derfor skal de afleveres på genbrugsstationer eller i batterikasser i forretningerne.

Er du helt sikker på, at din BBC micro:bit ikke kan genoplives?

Inden du kasserer din BBC micro:bit, så tjek, om den er helt død. Her får du fem punkter, som du kan bruge som tjek.

  1. 1

    Det virker banalt, men tjek batterierne. Er der ikke mere strøm på dem, eller vender de forkert? Skift eventuelt også batteriholderen, da det kan være den, det er galt med.

  2. 2

    Tjek USB-stikket. Måske er det her, fejlen er, og ikke i mikrocomputeren. Prøv et andet USB-kabel eller en af de andre USB-udgange i computeren.

  3. 3

    Download en simpel kode fra MakeCode til mikrocomputeren, som du er sikker på, virker. Det kan for eksempel være koden med navneskilt. Så er du helt sikker på, at det ikke er programmet, altså den kode, du har lavet, der er fejl i.

  4. 4

    Tilkobl mikrocomputeren til forskellige enheder. Det kan nemlig være, at den virker med eksempelvis en PC og ikke en Chromebook. Hvis det er tilfældet, kan du følge næste råd.

  5. 5

    Det kan være, at din BBC micro:bit skal opdateres med ny firmware. Firmware er det, der får mikrocomputeren til at virke korrekt. Du kan læse mere om firmware, og hvordan du installerer ny firmware HER.

FacebookTwitter