Sikker brug af BBC micro:bit

Sådan bruger du BBC micro:bit og batterier på en sikker måde.

(© Micro:bit Educational Foundation og DR)

Du skal ikke være bange for at bruge din BBC micro:bit. Der er bare nogle ting, det er godt at være forsigtig med for en sikkerheds skyld.

Derfor vil vi i denne artikel gerne give dig de fire vigtigste tips til sikker brug af BBC micro:bit, en tegneserie med bonustips og afsnit med bonusinfo, der forklarer tippene.

I kan eventuelt gå i grupper og læse ét tip og ét afsnit med bonusinfo hver, som I fremlægger for de andre grupper bagefter.

Bare rolig: Fire tips til sikker brug

  1. 1

    Undgå at lave statisk elektricitet med BBC micro:bit. Opbevar den derfor i en beholder af antistatisk materiale, når du ikke bruger den. Det kan for eksempel være den pose, du har fået BBC micro:bit i. Det er også godt at gøre det til en vane at skabe jordforbindelse, inden du rører ved BBC micro:bit. Se, hvordan du gør, i afsnittet længere nede.

  2. 2

    Hold altid kun i kanten af BBC micro:bit, og lad være med at røre ved dens elektriske dele, når den er sluttet til en strømkilde.

  3. 3

    Brug batteriholderen med batterier og USB-kablet, som fulgte med BBC micro:bit, til at give den strøm. Brug ikke en "powerbank" eller USB-ladestation til at give din BBC micro:bit strøm - de kan skade den, så den ikke virker ordentligt.

  4. 4

    Brug ikke BBC micro:bit, hvis den er gået i stykker.

Klik her for at se en tegneserie med bonustips.

Derfor skal du være forsigtig

Prøv at se godt efter på din BBC micro:bit. Både på forsiden og bagsiden i de sorte områder, er der sorte streger. Og på bagsiden er der en masse små sølvfarvede dimser og fire sorte firkanter i forskellige størrelser.

Det er de elektriske dele, som får din BBC micro:bit til at virke. På computere, tablets eller mobiltelefoner er den slags dele tit gemt væk under glatte overflader af plastik eller metal. Men for at det skal være lettere at lære, hvordan BBC micro:bit virker, er den altså designet, så du kan se delene.

Den er selvfølgelig også designet, så den er sikker at bruge for børn. Men når de elektriske dele ikke er dækket af plastik eller metal som på en mobiltelefon, betyder det, at der er en lille risiko for, at delene kan gå i stykker eller overophede. Det kan du undgå ved at følge tippene.

Printplade a'hva'for'noget?

Se lige på de sorte streger i de sorte områder på BBC micro:bit igen. Nedenunder den sorte farve er stregerne lavet af metal, som er printet på den plade, der er BBC micro:bits "krop". Derfor kalder man faktisk "kroppen" for en printplade!

Det er også ordet "printplade", vi bruger i tegneserien med bonustips, når vi fortæller, at du ikke skal lægge metalgenstande midt på BBC micro:bit eller røre ved den, mens den er tilsluttet en strømkilde. Der skal man holde i kanten af BBC micro:bit i stedet for.

Hvis man skal fortælle, hvad en BBC micro:bit er, er det faktisk også mest præcist at kalde den en printplade. Men der er ikke er så mange, der har hørt om printplader før. Derfor har vi på DR valgt at kalde den for en slags mikrocomputer, fordi det lettere kan give folk en idé om, hvad en BBC micro:bit er.

Sådan skaber du jordforbindelse

Det første tip er at undgå at skabe statisk elektricitet. Så lad os først lige se på, hvad det er. Det er en form for elektricitet, der opstår, når man gnider to ting mod hinanden, som er lavet af forskellige materialer. Du kender det sikkert, fra når man gnider en ballon mod sit hår, så det kommer til at stritte.

Statisk elektricitet kan give meget små stød. De er ikke farlige og gør ikke ondt på dig, men de elektriske dele på BBC micro:bit har ikke godt af dem. Det er derfor en god ide altid at skabe jordforbindelse, inden du rører ved BBC micro:bit.

Og hvordan gør man så det? Det er let! Du skal bare røre ved noget metal, inden du rører ved BBC micro:bit. Undersøg om benene på din stol er lavet af metal. Så kan du nemlig bare røre ved stolebenet lige hurtigt, inden du rører ved BBC micro:bit bagefter.

Hvad med 6 volt-batterier?

Åh-åh. Du skal lave en skoleopgave her på DR Skole, hvor der står, at du skal bruge en ekstra batteriholder med batterier på 6 volt. Men i tegneserien med bonustips står der, at du kun må slutte BBC micro:bit til en 3 volts-strømforsyning. Hvordan hænger det nu sammen?

Det er BBC micro:bit, der kun må tilsluttes 3 volt. Komponenter som for eksempel en servomotor eller en vandpumpe må godt tilsluttes 6 volt.

Så når man skal bruge en komponent og en 6 volts-batteriholder sammen med sin BBC micro:bit, sætter man ledningen med strømmen til komponenten, så det er komponenten, der modtager strømmen. Den sorte ledning på batteriholderen sætter man på jordforbindelsen GND på BBC micro:bit for at skabe et kredsløb.