2 sider af samme sag - Joakims version

Misforståelser kan opstå mellem venner, men der er en fornuftig forklaring på alt, hvis man bare lytter til hinanden.

Hent som PDF

Også gode venner bliver uvenner og oplever konflikter. Og hvad gør I så?

Måske handler det blot om en misforståelse og kan løses ved, at I får talt sammen. For der er altid to sider af samme sag.

Vi er alle forskellige, og det er vores fællesskaber og venskaber også. Det kan I arbejde med i opgaverne her.

Film og spørgsmål

Se filmen: ”2 sider af samme sag – Joakims version” sammen med din klasse. Herefter kan du tale om nedenstående spørgsmål.

Spørgsmål til ”2 sider af samme sag – Joakims version”

  • Hvad tænker du umiddelbart om filmen?

  • Beskriv, hvordan Joakim har det i filmen?

  • Får Nikolaj og Joakim løst deres konflikt? Hvordan? Kom med ideer til, hvordan de ellers kan gøre.

Spørgsmål om fællesskab

  • Er der forskel på et fællesskab og et venskab?

  • Hvilke typer af fællesskaber kender I?

  • Er der forskel på digitale og fysiske venskaber?

  • Kan man være i et fællesskab med nogen, man ikke er venner med?

  • Hvilke egenskaber kræver det at være en del af fællesskaber? Er nogen egenskaber bedre end andre?

  • Hvilke grunde kan der være til, at man bliver holdt uden for et fællesskab?

  • Hvem kan gøre noget, hvis en person føler sig holdt ude fra fællesskabet?

  • Hvad kan man selv gøre, hvis man er uden for et fællesskab, som man gerne vil være en del af?

  • Hvad kan klassekammeraterne gøre for, at alle kan blive en del af fællesskabet?

  • Hvad kan de voksne gøre?

Kreativ opgave – Foto af ensomhed og fællesskaber

Du skal sammen med en klassekammerat tage to fotos:

  1. 1

    Det første foto skal vise følelsen af ensomhed

  2. 2

    Det andet foto skal vise et fællesskab.

Til slut præsenterer du og din makker jeres fotos for klassen.

Aktivitet – Unik og ens

Du får udleveret et stykke papir, som du skal inddele i fire felter.

I den øverste venstre kolonne skriver du en ting, som gør dig unik. Noget som er helt særligt for dig og hvor du ikke tror, at du ligner dine klassekammerater.

I den nederste venstre kolonne skriver du en ting, hvor du ligner flere af dine klassekammerater.

Du får fem minutter til at tænke over de to udsagn og skrive dem ned.

Herefter fortæller læreren dig, hvad du nu skal gøre.

Inspiration: Kan li’ at gå i kondisko, har et modermærke på armen, har tre bedsteforældre, et sted de har været på ferie, noget mærkeligt de har prøvet at spise, noget de godt kan li’ at se i TV m.m.

Kreativ opgave – Skraldeskulptur af fællesskaber

Din lærer inddeler jer i grupper, og I skal sammen lave en skraldeskulptur, som viser fællesskab.

I må bruge alt det skrald og genbrugsmaterialer I kan finde. Jeres lærer sørger for at der er limpistoler, tape, sakse m.m.

Når jeres skulptur er færdig, skal I vise den for klassekammeraterne. I kan også udstille skulpturerne på skolen og invitere andre klasser og jeres forældre til fernisering.

Klassens Nicelines

Du får udleveret et stykke papir, som du skal inddele i to kolonner med fire rækker (otte felter).

I de to øverste rækker i venstre side skriver du en positiv ting; Hvad er godt ved sammenholdet i klassen?

I venstre kolonnes to nederste rækker skriver du; Hvad kan fungere bedre i klassen?

Du får fem minutter til at tænke over de to spørgsmål og skrive dem ned. Herefter fortæller læreren dig, hvad du nu skal gøre.

Jeres klasse vælger sammen de 10 vigtigste ting for, at I kan have et godt fællesskab i klassen. Det er Klassens Nicelines.

I skal nu være kreative og finde en måde at gøre dem synlige i klassen. Måske skriver I dem på nogle store plancher, måske maler og tegner I dem, måske laver I en sang om dem eller måske finder I på noget helt genialt.

Forældreinddragelse

Det er en god idé at tale med dine forældre om, hvordan I har arbejdet med ”D’ nice at være nice” i klassen. Der er sikkert flere af de ting, I har aftalt i klassen, som det er godt dine forældre også ved noget om.

Hvis I har lavet collager, skraldeskulpturer, en fotoudstilling eller andet, kan det være en god idé at invitere dine forældre til at se det. Måske inviterer I alle klassens forældre og søskende til en fernisering.

Trænger du til en at snakke med?

Hvis du trænger til nogen at tale med, kan du ringe gratis og anonymt til BørneTelefonen på 116 111. BørneTelefonen er åben alle dage fra kl. 11:00 til 23:00 - året rundt.

Du kan også skrive et brev, en sms eller chatte med Børnetelefonen. Se mere på bornetelefonen.dk