Kongeørn

Kongeørnen er i toppen af fødekæden. Der er ingen dyr, der jager den, men ørnen selv er en rigtig god jæger. Se med her og lær, hvordan kongeørnen fanger sin mad.

Kongeørnen er en af Danmarks største fugle. Den er meget sjælden. Den bor ved skove og enge, hvor der ikke er mennesker. Den bygger sin rede i et stort, gammelt træ og får unger med sin mage – en mage er en kæreste.

Kongeørnen er brun og har skarpe kløer og et krumt næb. Kongeørnene har et vingefang på omkring 2 meter. Det vil sige, at der fra kongeørnens vingespids til vingespids er omkring 2 meter.

Kan I finde noget i børnehaven, der er to meter langt?

Hvor stort er jeres ’vingefang’ fra fingerspids til fingerspids?

Hvad tror I, at kongeørnen spiser?

Kongeørnen spiser mange forskellige små dyr. Den spiser mange slags fugle, men kan også godt spise en rådyrunge. Nogle gange spiser den harer, rotter, kaniner, ræveunger og husmår. Den er nemlig ikke kræsen.

Kongeørnen er i toppen af sin fødekæde. Det betyder, at der ikke er nogen dyr, der angriber den for at spise den.

Hvordan tror I, at kongeørnen fanger haren?

Kongeørnen bruger meget tid på at sidde i de høje træer. Her kigger den efter mad på jorden. Når den får øje på et dyr, som den vil spise, skynder den sig at flyve ned efter det og angribe det.

Hvad tror I, at det betyder at styrtdykke?

Kongeørnen fanger ikke altid dyret, selvom kongeørnen flyver meget stærkt og angriber. Hvis den angriber tre dyr, fanger den faktisk kun det ene af dyrene – de andre slipper væk.

Hvem tror I, der spiser kongeørnen?

Kongeørnen har ingen fjender i Danmark. Det betyder, at der er ikke nogen, der vil prøve at spise ørnen, mens den lever. Men når ørnen dør, vil en masse dyr gå i gang med at spise den. Det er både store og små dyr. Nogle dyr er små insekter som for eksempel myrer. Men ørnen bliver også spist af noget, vi kalder bakterier og svampe. Faktisk kan rigtigt mange dyr blive mætte, når en kongeørn dør. I naturen kan døde dyr nemlig give mad og energi til de dyr, der stadig lever.

Hvis I ikke vil kigge på næste dyr, kan I lege en sjov fødekæde-leg. Find den HER.

I kan også farvelægge en kopi-tegning af kongeørnen. Find den HER.

FacebookTwitter