1906-1930

Fodboldlandsholdet fødes

Selv om udviklingen inden for fodbold var gået stærkt i slutningen af 1800-tallet, og fodbold allerede hurtigt var blevet nationalsport, spillede Danmark først sin første officielle landskamp i 1908. Det var ved De Olympiske Lege i London.

Ved jubilæums-legene i Athen i 1906, som markerede 10-året for det første OL, havde Danmark også stillet med et landshold og endda vundet guld. Men der var altså tale om uofficielle landskampe. I finalen mødte Danmark værtsnationen Grækenland, som efter første halvlegs afslutning ikke ønskede at spille videre. På det tidspunkt første danskerne med 9-0.

I 1908 gik det næsten lige så godt. Danmark vandt sølv efter værtsnationen, og blandt kampene var den berømte 17-1-sejr over Frankrig. I den scorede Sophus ”Krølben” Nielsen hele 10 mål.

De danske fodboldspillere vandt fire år senere, ved OL i Stockholm, igen sølv, og akkurat som i 1908 gik guldet til Storbritannien.

Favorit i 1920De to resultater var medvirkende til, at Danmark havde status som en af Europas førende fodboldnationer. Men den begyndte at smuldre i 1920, hvor Danmark var blandt favoritterne til at vinde guld i den olympiske fodboldturnering.

Det blev til et hurtigt exit ved Legene i Antwerpen. Fodboldturneringen var dog spredt ud over hele Belgien, og Danmark tabte sin første og eneste kamp med 0-1 til Spanien. Den blev spillet i Bruxelles, men nederlaget blev alligevel omtalt som, ”da Sophus gled i Antwerpen” med henvisning til, at målmand Sophus Hansen var impliceret i det spanske mål.

Det skal retfærdigvis nævnes, at Spanien på målstregen havde Ricardo Zamora, der endnu ikke var nogen stor stjerne, men som stod en fremragende kamp. Og i de efterfølgende to årtier opnåede han status som en af alle tiders bedste målmænd i verden.

Deltog ikke ved VMDansk Boldspil-Union ønskede ikke at deltage ved de første verdensmesterskaber med startskud i 1930, fordi det var en turnering for professionelle, og i DBU hyldede man amatørprincipperne. Så deltagelse i VM-kvalifikationen blev det først forud for VM i 1958.

Danmark havde ellers været medstifter af det internationale fodbold-forbund, FIFA, der blev stiftet i 1904.

Fra 1924 og frem til 2. verdenskrig havde DBU ikke råd til at sende landshold af sted til De Olympiske Lege, så internationale bedrifter kom der ikke flere af på denne side af krigen.

Store danske profiler i denne periode

Hans Heinrich Egeberg, brydning (1877-1921)

Et af de store navne fra den danske storhedstid i brydning. Verdensmester i sværvægt i 1907 og 1908. Vandt EM-guld hele fire gange; i 1902, to gange i 1909 og igen i 1910.

Charles Buchwald, fodbold (1880-1951)

Et stort og alsidigt talent. Spillede både på ABs førstehold i fodbold og i cricket. Det var dog som fodboldspiller, han først og fremmest blev en stor profil herhjemme. Han var med, da Danmark vandt jubilæums-legene i 1906, og ved OL to år senere, hvor Danmark spillede de første officielle landskampe og vandt sølv. Og så igen i 1912, hvor det igen blev til sølv.

Ludwig Drescher, fodbold (1881-1917)

Målmand, der spillede i KB og var med, da landsholdet ved OL i 1908 spillede sine første officielle landskampe. Blev noteret for 4 landskampe, men sad på bænken ved OL fire år senere. Døde blot 35 år gammel af lungebetændelse.

Sofie Castenschiold, tennis (1882-1979)

Vandt sølv i damesingle ved De Olympiske Lege i 1912, hvilket fortsat er Danmarks eneste OL-medalje i tennis. Var Danmarks første kvindelige deltager ved Wimbledon i 1910, hvor hun med en kvartfinale også opnåede sit bedste resultat i turneringen.

Valdemar Holberg, boksning (1883-1927)

Var professionel verdensmester i weltervægt i 23 dage i 1914. Der var dog tale om en mindre prestigefyldt VM-titel anerkendt af det australske bokseforbund. Boksede som amatør en enkelt kamp ved OL i 1908.

Harald Christensen, brydning (1884-1959)

Var den største bryder i den danske storhedstid i begyndelsen af århundredet. Og som der stod brydeklubben Dans 25 års jubilæumsblad i 1925: ”Er vel nok den mest populære Bryder, Danmark nogensinde har haft, og det er nok tvivlsomt, om vi faar en Mand som han, thi uden overdrivelse kan man vel regne som for Verdens bedste tekniske bryder. ” Han vandt guld ved VM i 1907 og to gange i 1911. Vandt desuden EM-guld i både 1909 og 1911. Rejste i 1915 til USA, hvor han blev professionel under navnet Mike Howard. Blev siden boende i USA, hvor han efter karrieren blev træner og underviser på et universitet i Iowa.

Niels Middelboe, fodbold (1887-1976)

Er den eneste danske fodboldspiller, som har deltaget ved tre Olympiske Lege; 1908, 1912 og 1920. Han scorede syv mål i sine 15 landskampe, men det er især hans otte år i Chelsea, hvor han spillede som amatør, der gjorde ham berømt. Var desuden en succesfuld atletikudøver. Han havde den danske rekord i trespring på 13,67 meter fra 1911 til 1921. Satte også de første officielle danske rekorder på 800 meter.

Sophus ”Krølben” Nielsen, fodbold (1888-1963)

Var meget hjulbenet og kendt for sine finurlige driblinger, deraf kælenavnet. Scorede hele ti mål, da Danmark ved OL i 1908 vandt 17-1 over Frankrig. Spillede i Frem samt Holstein Kiel som amatør et enkelt år.

Ivan Osiier, fægtning (1888-1965)

Var engang Danmarks bedste og mest berømte fægter og er fortsat den bedste mandlige fægter, som Danmark har haft. Deltog fra 1908 til 1948 hele syv gange ved OL med sølv på kården i 1912 som bedste resultat. Fordi han var jøde, stillede han ikke op ved OL i Berlin i 1936. Ved VM var hans bedste resultat sølv på sabel i 1926.

Vilhelm Wolfhagen, fodbold (1889-1958)

Var med sine 18 år yngste mand på landsholdet ved OL i 1908. Scorede 14 mål i 18 landskampe fra 1908 til 1917 og har status som en af Danmarks bedste venstre wings nogensinde. Blev kaldt for Wolle og spillede hele sin karriere for KB, som han to gange var med til at gøre til dansk mester.

Ellen Osiier, fægtning (1890-1962 )

Vandt OL-guld i fleuret i Paris i 1924. Her strøg hun til tops efter hele 16 sejre og ikke et eneste nederlag. Var gift med Ivan Osiier.

Poul ”Tist” Nielsen, fodbold (1891-1962)

Alle tiders mest scorende landsholdsspiller - sammen med Jon Dahl Tomasson. Nettede 52 gange i blot 38 landskampe fra 1910 til 1925. Spillede for KB og fik sit kælenavn, fordi han som dreng ofte kom til KBs kampe som gratist.

Kid Williams, boksning (1893-1963)

Den danske boksehistoriker René Villadsen har ham på andenpladsen over de største danske boksere nogensinde. Kid Williams hed oprindeligt John Gutenko, men rejste til USA som lille, og det var her, han udviklede sig til en af verdens dengang bedste boksere. Var verdensmester i bantamvægt fra 1914 til 1917.

Michael Rohde, fodbold (1894-1979)

Havde med 40 kampe i en periode landskamprekorden. Scorede 22 mål. Teknisk stærk wing med et godt hovedstød. Spillede for B93 og blev i 2000 kåret til århundredets B93er. Var ekstrem folkekær.

Carl ”Skoma’r” Hansen, fodbold (1898-1978)

Fik blot syv landskampe. Blev Danmarks første professionelle spiller, da han 23 år gammel blev solgt til Glasgow Rangers, der dengang havde status som en af Europas allerbedste klubber. Her blev han kaldt for ”The lilttle great Dane”. Kom fra B1903.

Hans Nielsen, boksning ( 1899-1967)

Vandt OL-guld i 1924 og er fortsat eneste dansker, der er strøget til tops ved en olympisk bokseturnering. Deltog også ved OL i 1920 og 1928. Har status som en af alle tiders bedste danske amatørboksere.

Stephanie Fryland Clausen, udspring (1900-1981)

Blev i 1924 den første danske kvinde, der vandt en guldmedalje ved OL. I disciplinen strakte spring var hun blevet nummer tre i den indledende gruppe, men avancerede overraskende to pladser i finalen.

Elsebeth Brehm, tennis (1901-1995)

Magtede mange forskellige sportsgrene og ved OL i 1920 stillede hun både op i tennis og gymnastik. I tennis deltog hun igen i 1924. I nogle få efter 1. verdenskrig blev der afviklet verdensmesterskaber i tennis på overdækket bane, og i 1921 fandt de sted på Frederiksberg. Her vandt hun guld i damesingle, dame- og mixeddouble. Det skal dog pointeres, at der det år ikke var meget ”verdens” over mesterskaberne, idet der blandt kvinderne kun var danske deltagere.

Henry Hansen, cykling (1902-1985)

Vandt som landevejsrytter OL-guld i 1928 i Amsterdam og VM-guld i København i 1931. Begge gange var der tale om enkeltstart.  I 1928 kom Henry Hansen i mål hele otte minutter før sølvvinderen Frank W. Southall fra Storbritannien, hvilket fik briterne og italienerne til at tro, at han havde snydt ved at køre en kortere rute. Ved VM i 1931 kom han i mål med seks minutter ned til den italienske sølvvinder. Vandt desuden Roskildes engang så berømte Stjerløb eks gange. I bogen ”De Olympiske” skriver den nu afdøde B.T. journalist Jørgen Beyerholm i sin biografi om Henry Hansen, at han ”er vel Danmarks bedste landevejsrytter gennem tiderne”. Efter sin aktive karriere havde Henry Hansen forskellige lederposter i dansk cykling. Blandt andet var han formand for DCU i perioden 1967-1971.

Knud Larsen, boksning (1903-1979)

Blev i 1929 Danmarks første europamester i professionel boksning, da han vandt titlen i fjervægt ved at besejre italieneren Luigi Quanrini i Forum i København. Tabte den dog samme år – efter et enkelt vellykket titelforsvar. Knud Larsen var den mest populære bokser, Danmark havde før 2. verdenskrig.

Willy Falck Hansen, cykling (1906-1978)

Karismatisk rytter, kaldet Spejderen. Vandt guld på 1.000 meter og bronze i sprint ved OL i 1928. Vandt OL-sølv på tandem i 1924 sammen med ?? Blev et par gange også verdensmester i sprint.

Facebook
Twitter