2000-2009

Bjarne Riis på vej til sejren på etapen til Hautacam ved Tour de France i 1996. (Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

Erkendelsens årti

 

Mens 1990erne var perioden, hvor landets bedste cykelryttere høstede nogle de største landevejstriumfer nogensinde, var det efterfølgende årti perioden, hvor mange af dem krakelerede.

Bjarne Riis er mere end nogen andet symbolet på denne periode, hvor både danske og udenlandske cykelryttere erkendte, at de havde dopet sig til topresultater.

11 år efter”Ørnen fra Herning”, som han glædeligt blev kaldt, havde tre top 3-placeringer i Tour France fra 1993 til 1996, hvor hans succeser kulminerede med sejren i etapeløbet. Men 11 år senere erklærede han på et pressemøde, at han havde snydt.

Brian Holm, Bo Hamburger og Jesper Skibby erkendte også, at de havde dopet sig til succes, og dansk cyklings storhedstid i 1990erne så ikke længere særlig glorværdig ud.

Store danske profiler i denne periode

Thomas Bjørn, golf (1971- )Danmarks bedste golfspiller nogensinde. Har vundet adskillige turneringer på Europa Touren, men hans største resultater er nok de tre andenpladser i de såkaldte Majors, de fire største golfturneringer. I 2000 blev han nummer to i British Open, en præstation han gentog i 2003, og i 2005 blev han så nummer to i PGA Championship.

Lars Christiansen, håndbold (1972- )

Brød igennem i starten af 1990erne. Var med til at vinde sølv U/VM i Egypten i 1992/3 og siden udviklede han sig til af verdens bedste på venstre fløj. I mange år havde han langt større succes i Bundesligaen end på landsholdet. Blev i 2003 endda kåret til verdens næstbedste spiller i verden. Men i de efterfølgende år viste han så også klassen på landsholdet, og han er stadig med.

Michael Rasmussen, cykling (1974- )

En helt særlig skikkelse i dansk topidræt. Slog igennem som mountainbikerytter og vandt VM i 1999. Men skiftede til landevejen og udviklede sig til en bjergrytter i verdensklasse. Vandt bjergkonkurrencen i Tour de France i både 2005 og 2006. I 2007 lå han endda til at vinde den samlede sejr, men så begyndte det at smuldre for ”kyllingen”, som Michael Rasmussen populært blev kaldt. Det kom frem, at han havde løjet om, hvor han trænede, hvilket man ifølge dopingreglerne ikke må. Derpå hev hans hold Rabobank ham ud af Touren, og efterfølgende fik han to års karantæne. I Danmark var befolkningen meget delt. Mange mente, han havde været dopet, mens mange mente det modsatte. I 2009 begyndte Michael Rasmussen at køre igen.

Peter Gade, badminton (1976- )

Stormede i slutningen af 1990erne frem på den internationale scene. Vandt All England i 1999 og senere samme år blev det til bronze ved VM. Havde trods mange store resultater de efterfølgende år – blandt andet VM-sølv i 2001 – svært ved at leve op til manges forventninger. Det skyldtes primært skader, men han kom igen og er fortsat blandt verdens bedste spillere. Vandt i februar 2011 sin 10. DM-titel i herresingle.

Thomas Gravesen, fodbold (1976- )

I mange år en af Danmarks bedste og mest omtalte spillere. Hans karriere kulminerede, da han i 2005 skiftede fra Everton til Real Madrid. Det blev dog samtidig begyndelsen på en nedtur, som sportsligt først fik ende, da han stoppede karrieren i 2009.

Jon Dahl Tomasson, fodbold (1976- )

Danmarks mest succesfulde landsholdsspiller de seneste 10 år. Scorede fire mål ved VM i 2002, hvor Danmark nåede 1/8-finalerne, og tre mål ved EM i 2004, hvor Danmark nåede kvartfinalerne. Har spillet 112 landskampe og har scoret 52 mål. Stoppede på landsholdet efter VM i 2010. Spillede fra 2002 til 2005 for AC Milan.

Joachim B. Olsen, atletik (1977- )

Danmarks største kuglestøder nogensinde. Vandt adskillige medaljer ved de store mesterskaber kulminerende med OL-bronze i 2004 og guld ved indendørs-EM i 2005. Var enorm populær, og den popularitet nåede nye højder, da han i 2008 vandt ”Vild med dans” på TV2. Stoppede karrieren på grund af en skade i 2009.

Nicki Pedersen speedway (1977-)

Fik sit store gennembrud på et tidspunkt, hvor speedwaysporten især mediemæssigt var nede i en bølgedal i Danmark. Men primært på grund af hans bedrifter har sporten herhjemme fået en del opmærksomhed de seneste ti år. Blev verdensmester i 2003, 2007 og 2008. Var desuden med til at vinde hold-VM i 2006 og 2008. Temperamentsfuld herre, der også har været god til at sælge sporten uden for banen.

Karin Mortensen, håndbold (1977- )

Har i ti år været Danmarks bedste kvindelige målvogter. Hun var allerbedst ved EM i Danmark i 2002, hvor hun var med til at vinde guld og blev kåret til turneringens bedste spiller. Største triumf er dog guldet ved De Olympiske Lege i Athen 2004.

Katrine Fruelund, håndbold (1978- )

Var i mange år en af Danmarks bedste spillere, og i 2004, da hun var med til at sikre Danmark guld ved OL,   var hun tilmed blandt verdens allerbedste spillere.

Mikkel Kessler, boksning (1979- )

Danmarks bedste og mest succesfulde bokser i nyere tid. Blev WBA-verdensmester i supermellemvægt i 2004 ved at besejre australiens Anthony Mudina. Kunne i 2006 tilføje VM-titlen i WBC ved at slå tyskeren Markus Beyer. Var på toppen af sin karriere, da han i 2007 led sit første nederlag, blev besejret af waliseren Joe Calzaghe. Blev i 2008 WBA-verdensmester på ny ved at slå russeren Dimitri Sartisson, men mistede den ved året efter at tabe til amerikaneren Andre Ward i den såkaldte Super Six-turnering. Her vandt året efter til gengæld WBC-titlen ved at besejre briten Carl Froch. Måtte senere samme år dog opgive den titel på grund af en øjenskade.

Joachim Boldsen, håndbold (1979- )

Masser af karisma gjorde i nogle år Joachim Boldsen til Danmarks største håndboldstjerne. Debuterede på landsholdet i 1998, og i 2008 var han medvirkende til, at Danmark vandt EM i Norge, det danske herrelandsholds største bedrift nogensinde.

Lars Krogh Jeppesen, håndbold (1979- )

Var en af de store profiler på det danske landshold i starten af det nye årtusinde. Også fordi han havde masser af starquality. Har spillet for nogle af Europas bedste klubber; Flensburg-Handewitt, FC Barcelona og THW Kiel, men skader har betydet, at han aldrig har nået det, som hans store talent berettigede ham til.  Var med til at vinde EM-bronze i 2002 og 2004 og var en den af den trup, der sikrede Danmark EM-guld i 2008.

Michael V. Knudsen, håndbold (1978- )

Stregspiller, som i flere slutrunder har leveret verdensklasse. Har været med i hele den succesfulde periode, hvor det er blevet til tre gange EM-bronze, en gang EM-guld, en gang VM-bronze og en gang VM-sølv. Har spillet for Flensburg-Handewitt siden 2005.

Kasper Hvidt, håndbold (1976- )

Allerede som helt ung viste han høj klasse som målvogter, så det var ingen overraskelse, at han udviklede sig til en af verdens bedste målmænd. Var allerbedst, da Danmark vandt EM i Norge i 2008. Stoppede på landsholdet i 2010, men er fortsat en verdensklassekeeper og udfolder sig p.t. på AG Københavns stjernebesatte mandskab. Spillede fra 2007 til 2009 for FC Barcelona.

Lotte Friis, svømning (1988- )

Vandt guld på 800 meter ved kortbane-EM i 2007. I 2008 vandt hun først sølv på 800 meter ved EM på langbane samt sølv på 1500 meter ved OL i Beijing. I 2009 strøg hun så til tops på 1500 meter ved langbane-VM og året efter blev det til hele tre medaljer ved langbane-EM; guld på 800 og 1500 meter samt bronze på 400 meter. I 2009 satte hun verdensrekord på 1500 meter på kortbane.

Michael Maze, bordtennis (1981- )

Uden tvivl Danmarks bedste bordtennisspiller nogensinde. Blev Europamester i single i 2008 og var i 2005 ankermand på det danske hold, der i Århus højst overraskende vandt guld i holdturneringen. Har derudover vundet VM-bronze i single i 2005 samt OL-bronze i 2004 i herredouble – sammen med Finn Tugwell. I 2004 vandt han også den prestigefyldte Europa Top 12-turnering.

Tine Rasmussen, badminton (1979- )

Stod i mange år i skyggen af Camilla Martin. Men da hun endelig fik sit gennembrud, fik hun endnu mere succes, end de fleste havde ventet. Vandt All England i både 2008 og 2010. I 2010 vandt hun bronze ved VM. I november 2008 lå hun for første gang på førstepladsen på verdensranglisten.

Alex Rasmussen, cykling (1984- )

Danmarks mest succesfulde banerytter siden årtusindeskiftet. Var med på holdet i fire kilometer for forfølgelsesløb med til at vinde OL-sølv i 2008 og VM-guld året efter. Individuelt vandt han VM-guld i scratch i Ballerup i 2010, og som seksdagesrytter har han syv sejre sammen med den faste makker Michael Mørkøv. Satser i dag på en karriere som landevejsrytter. Kører p.t. for Team Colombia-HTC.

Frans Nielsen, ishockey (1984- )

Havde i mange år status som Danmarks største talent nogensinde, og derfor blev det meget passende netop ham, der blev den første danske spiller i den nordamerikanske NHL-turnering. Her fik han sin debut for New York Islanders den 6. januar 2007, og siden har han gjort det ganske glimrende. Var med på det danske landshold, der nåede frem til kvartfinalerne ved VM i 2010. Er søn til den tidligere landsholdsspiller og Herning-træner, Frits Nielsen.

 

Facebook
Twitter