500 amerikanske sportsudøvere i opråb for ret til fri abort: 'Uden ville kvindesport ikke være den enorme succes, det er'

Mere end 500 amerikanske sportsudøvere kommer med et opråb om at få sikret retten til fri abort.

Megan Rapinoe er blandt de 500 underskrivere. (Foto: Jim WATSON © Ritzau Scanpix)

Hvis der er noget, der deler vandene i USA, så er det abort.

Særligt efter delstaten Texas indførte USA's strengeste abortlov, der trådte i kraft 1. september i år, har debatten om abort i Guds eget land været heftig.

Senest har delstaten Mississippi bedt højesteretten tage stilling til en lov, som staten indførte i 2018, men nu, efter to omgange i føderale domstole, er havnet hos højesteret.

Det har fået 500 kvindelige amerikanske sportsudøvere til at sende et opråb til USA's højesteret, hvori de opfordrer højesteretten til at afvise Mississippis appel om at omstøde en dom fra 1973, Roe vs. Wade, der sikrer retten til abort i USA.

Underskriverne af opråbet til højesteretten i USA inkluderer 26 olympiske deltagere, heriblandt fodboldspilleren Megan Rapinoe og basketspillerne Diana Taurasi og Sue Bird.

  • Diana Taurasi med sin guldmedalje fra OL i Tokyo. Udover fem OL-guldmedaljer er hun den mest scorende spiller i WNBA. (Foto: Sergio perez © Ritzau Scanpix)
  • Megan Rapinoe og USA's anfører, Becky Sauerbrunn, under legene i Tokyo. Sauerbrunn er også blandt underskriverne. (Foto: JACK GRUBER © Ritzau Scanpix)
1 / 2

Underskriverne af brevet argumenterer for, at uden retten til abort vil amerikansk kvindesport blive forringet.

- Uden kvindens fulde kontrol over sin skæbne og krop, ville kvindesport ikke være den enorme succes, det er i dag.

- Hvis kvinder blev frataget disse forfatningssikrede rettigheder, ville konsekvenserne for kvindesport, og samfundet som helhed, være ødelæggende, lyder det.

Flere af underskriverne deler deres egne erfaringer, bevæggrunde eller oplevelser, der ligger til baggrund for, at de er for fri abort.

En af dem er den tidligere svømmer og guldvinder fra OL i 1992, Christine Perham, der fortæller om hendes beslutning om at få en abort, da hun var studerende i begyndelsen af 1990'erne.

Perham fortæller, at hun brugte prævention, men alligevel blev gravid. Hun havde dog ikke lyst til at tage et år fri fra svømning, og hun fik en abort i stedet. Samme år vandt hun det nationale mesterskab.

- Mit liv ville være drastisk anderledes, hvis jeg havde været gravid og var tvunget til at oversidde det ræs (det nationale mesterskab, red.). Det ræs ændrede mit liv. Det åbnede så mange muligheder, og et år senere var jeg på det olympiske hold.

- Det valg førte i sidste ende til, at jeg blev olympisk deltager, blev uddannet og den stolte mor, jeg er i dag, lyder det fra Perham.

Tre af svømmerne på det amerikanske stafethold, der vandt OL-guld i 400 meter stafet i 1992 i Barcelona. Yderst til venstre er det Christine Perham. (Foto: Craig Fujii)

Det påpeges i brevet, at en graviditet kan medføre en lang pause fra elitesport, og det er ikke givet, at man kommer tilbage på samme sportslige niveau.

- Som eliteatlet ved jeg, at jeg har en begrænset tidsperiode til at jagte mine drømme i min sportsgren.

- At tage min selvbestemmelse væk, at andre tager beslutninger om min krop og karriere, er som at tage min livsopgave fra mig, lyder det fra en unavngiven spiller på USA's fodboldlandshold i brevet.

Mississippis rigsadvokat, Lynn Fitch, kalder ifølge CNN Roe vs. Wade-dommen for 'voldsomt forkert'.

- Konklusionen om, at abort er en forfatningssikret rettighed har intet grundlag i tekst, historie eller tradition, sagde Fitch ifølge CNN.

Høringen er sat til 1. december i højesteret.

Facebook
Twitter