Årets citater i sportens verden

Ritzaus Bureau har samlet en stribe af årets vigtigste citater. Dem bringer vi her og ønsker alle en Glædelig Jul.

Bjarne Riis på pressemødet, hvor han indrømmede brug af doping (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Ritzaus Bureau har samlet en stribe af årets vigtigste citater. Dem bringer vi her og ønsker alle en Glædelig Jul. Mvh DR Sporten

Cykelsport/doping:

- Da Bjarne Riis vandt Touren i 1996, var han fyldt med doping. Men man får gigt af epo, og jeg sagde til ham, at han skulle passe på, da hans hæmatokritværdi engang blev målt til 64 procent.

Bjarne Riis tidligere massør Jef d'Hont i sin bog

- Jeg har aldrig haft et tæt forhold til Jef DÆHont og de påstande, han fremsætter, har han ikke belæg for. Der vil altid være nogen, der forsøger at slå mønt på at fortælle om fortiden, og jeg fornemmer, at det også er Jef DÆHonts motiv.

Bjarne Riis' reaktion på d'Honts beskyldninger.

- Jeg har taget doping. Jeg har taget epo. Det var del af min hverdag.

Bjarne Riis på et velbesøgt pressemøde i Lyngby, da han indrømmede et årelangt dopingmisbrug i 90'erne

- Det var ikke nogen succeshistorie. I mine 13 år som professionel vandt jeg 13 sejre, men blot én, mens jeg kørte for Telekom. Brian Holm, da han indrømmede brug af epo.

- Jeg må kraftedeme have fat i det der. Cyklingen har betydet så meget for mig, at jeg nok også i løbet af karrieren ville have solgt min kone Sanne for at nå målet. Så hvorfor ikke også tage epo?

Bo Hamburger, da han indrømmede at have taget doping - fra 1995 til 1997.

- Selvfølgelig har jeg hørt om epo dengang, og det er da muligt, at man har været fristet, og måske har tankerne snurret. Danmarks mest vindende cykelrytter i 90'erne, Rolf Sørensen, der fastholder, at han aldrig har taget doping.

- Jeg har aldrig taget ulovlige stoffer eller brugt bloddoping. Jeg erkender, at jeg havde til hensigt at bruge doping i Tour de France 2006, og jeg er klar til at tage min straf for det.

Den tidligere Team CSC-rytter Ivan Basso da han indrømmede, at hans blod var blevet beslaglagt hos den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes.

- Jeg vil helst ikke tænke for meget over det, for intet er afgjort, før vi kommer i mål på Champs Elysées.

Michael Rasmussen om udsigten til at vinde Tour de France efter han iført den gule førertrøje havde vundet løbets sidste bjergetape.

- Min karriere er ødelagt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, eller hvor jeg skal tage hen.

Michael Rasmussen da han få timer efter etapesejren blev smidt ud af løbet af sit hold, Rabobank, fordi han havde løjet om sine opholdssteder før Tour de France.

- Jeg har ikke været i Mexico i juni. Jeg har givet forkerte oplysninger til offentligheden og UCI.

Michael Rasmussen på et pressemøde efter i lang tid hårdnakket at have hævdet, at han havde været i Mexico.

- Bjarne Riis vidste selvfølgelig besked om doping. Han fortalte, hvad det drejer sig om.

Den tidligere Team CSC-rytter Jörg Jaksche, da han talte ud om et årelangt dopingmisbrug.

- Så vidt jeg ved, blev der ikke brugt epo på vores hold.

Walter Godefroot, tidligere sportsdirektør hos Telekom. To måneder senere havde ni tidligere ryttere fra holdet og holdets læger indrømmet brug af doping.

Fodbold:

Jeg var overrasket og chokeret. Men så blev det klart for mig, at jeg måtte afbryde kampen. Vi må statuere et eksempel og vise, at vold fra spillere og tilskuere ikke er acceptabelt.

Dommer Herbert Fandel efter at have afbrudt fodboldlandskampen mellem Danmark og Sverige, da en tilskuer løb på banen og angreb Fandel.

- Det slår klik for mig, og jeg slår ham. Jeg vil gerne undskylde over for holdkammeraterne og tilskuerne. Det er det dummeste, jeg nogensinde har gjort.

Christan Poulsen om det røde kort han fik i landskampen mod Sverige for at slå Markus Rosenberg i maven.

- Der kommer tidspunkter, hvor man må trække en streg i sandet, og her er vi nu. Og det sker aldrig nogensinde igen i min tid som træner for holdet. Ellers får det konsekvenser, og de konsekvenser kender spillerne nu.

Fodboldlandstræner Morten Olsen ville efter Christian Poulsens udvisning rette op på landsholdes disciplinære udfald.

- Jeg havde ventet på det længe, og det var bare lidt lir. Det kan da godt være, at det ikke var så smart. Jeg får så sjældent et gult kort, så der går nok 30 kampe, før jeg får det næste.

Dennis Rommedahl havde åbenbart ikke hørt efter, da Morten Olsen prædikede disciplin, og indkasserede fire dage efter Sveriges-kampen bevidst et gult kort. Han smed trøjen efter en scoring med Letland for at fremvise en undertrøje med titlen på en Nick og Jay-sang.

- Jeg er rystet. Der er ingen undskyldning fra vores side. Jeg må tage kampen på min kappe. Jeg troede, at vi var længere fremme, end vi var, men det var vi ikke.

Landstræner Morten Olsen efter at Danmark i Århus havde tabt en venskabskamp mod Irland mod 0-4.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg sidste uge fik det største økonomiske tilbud, jeg nogensinde har fået som klubtræner. Og det har jeg sagt nej til.

Landstræner Morten Olsen, da han dedikerede sig til landstrænerjobbet uanset holdet EM-skæbne.

- Det, Morten Olsen er udsat for i øjeblikket, er perfidt. Det, at kritikken også kommer fra trænerkolleger, er dybt rystende og uanstændigt. Hvorfor har andre trænere det behov? Det er ukollegialt og usympatisk.

Fodboldlandsholdets assistenttræner Peter Bondes reaktion på at SAS Liga-trænere har givet deres bud på, hvad der kunne være gjort anderledes på landsholdet.

- Brøndby er en rigtig syg patient, hvor en hasteoperation er det eneste middel, hvis man vil blive rask igen.

Brøndbys tidligere træner René Meulensteen der i januar stoppede som træner for den kriseramte klub.

- I torsdags ville jeg tilbyde Per Bjerregaard at stoppe som direktør og fortsætte som bestyrelsesformand, men nu er jeg i tvivl om, hvorvidt det er en god idé.

Peter Schmeichel, da han forgæves forsøgte at købe sig ind i Brøndby.

- Folk griner af os. Det kan man da tydeligt mærke. Det er bestemt ikke sjovt at være i sådan en stor klub og så ikke levere resultaterne.

Martin Retov fra Brøndby efter han var med til at tabe 0-1 til AGF på Brøndby Stadion.

- Det er det, jeg hele tiden har sagt. Det her hold indeholder så mange ting, hvis vi blot får lidt medgang. Så behøver vi hverken hjælp fra healere eller psykologer. Det eneste, der virker, er sejre.

En opløftet Brøndby-træner Tom Køhlert efter hans mandskab med en 2-1-sejr over Viborg havde fået sin første udesejr i 25 forsøg.

- Hvem fanden siger, at vi er interesseret. Når jeg hører, at han har ambitioner om en større liga, så kan jeg bare sige: Kom ned på jorden, lille Dennis Rommedahl. Du kan ikke komme på Charltons hold, hvor kan du så komme på. Jeg er sgu da ligeglad med ham.

FCK's bestyrelsesformand Flemming Østergaard til B.T. som reaktion på, at Dennis Rommedahls førsteprioritet ved et klubskifte ikke var FCK.

- Havde vi spillet elendigt og helt ude af balance med den stil, klubben og jeg ønsker, var jeg røget. Ja, var det her sket i Italien, hvor man udelukkende bedømmes på resultaterne, var jeg blevet fyret for længst.

Michael Laudrup til Politiken efter en skæv start som træner for Getafe.

- Bayern er et hold, der lige pludselig kan vinde 10 kampe i træk, men også Bremen er farlige. Stuttgart tror jeg ikke på. De er kun med i toppen, fordi vi andre har kvajet os.

Schalkespilleren Søren Larsen gav med ni spillerunder igen sit bud på, hvem der ville vinde det tyske fodboldmesterskab - en titel der gik til Stuttgart.

- Jamen, så er jeg stolt af, at vi blev mester ved et tilfælde. Det er der mange hold, der ikke har opnået.

Stuttgart-manager Horst Held efter at have fået en guldmedalje.

Boksning:

- Nu må Calzaghe snart komme an, hvis han tør noget.

Bokseren Mikkel Kessler efter i marts at have besejret Librado Andrade i en VM-kamp i Parken.

- Hvad du ikke dør af, gør dig bedre. Det var en lærestreg, jeg fik. Jeg har kun tabt tre kampe som amatør og én gang nu som professionel, så det er ikke verdens undergang for mig. Men selvfølgelig kan jeg ikke være tilfreds med min præstation. Der er ikke noget, der hedder nummer to i min verden.

Mikkel Kessler efter sit nederlag i VM-boksekampen i Cardiff mod Joe Calzaghe.

Tennis:

- Serv ligesom mig. Hvis du server som mig, får du bolden i feltet.

Sagt af tennisdommer Cedric Mourier til Nikolay Davydenko i russerens nederlag til Marcos Baghdatis ved Paris Masters. Dommeren anklagede russeren for at tabe med vilje.

- Federer kan det hele. Han server godt, har en god forhånd og en god baghånd. Han har ingen svage punkter, og han er ikke bare verdens nummer et, men den bedste nogensinde.

Den spanske tennisspiller David Ferrer efter han i tre klare sæt havde tabt Masters-finalen til Roger Federer fra Schweiz.

Motorsport:

- Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke har fået megen hjælp fra dem. Der var aldrig en følelse af at være et team, og resultatet taler for sig selv. Hvis vi havde haft en anden tilgang, så ville vi have fået et andet resultat.

McLaren-køreren Fernando Alonso efter Ferraris Kimi Räikkönnen vandt VM-titlen i Formel 1 med ét point til de to McLaren-kørere. En uge efter fik Alonso sin kontrakt med McLaren opløst.

- Det her er ikke en fredslejr. Det er et Formel 1-team.

Mercedes-sportschef Norbert Haug om rivaliseringen mellem Lewis Hamilton og Fernando Alonso.

- Eksperterne siger, at hans krop blev påvirket med mindst 40 G-kræfter. Det er kræfter, som normalt kan være dødelig, hvis man ikke er i så god træning som Tom.

Jürgen Pippig, kommunikationschef for Audi Motorsport, om det dramatiske uheld som racerkøreren Tom Kristensen var involveret i det tyske standardvognsmesterskab. Tom Kristensen slap dog for mén og fik comeback i Le Mans-løbet.

- Hans Andersen er en knallert. Der er åbenbart to ledninger, der kortslutter oppe i hans hoved, når han kører mod mig. Han kørte så stærkt hele aftenen, at det var helt unødvendigt at køre direkte ind i mig. For mig er han bare endnu en konkurrent, men sådan har han det åbenbart ikke med mig. Det er pisse irriterende, at han altid kører ind i mig.

Den senere verdensmester i speedway Nicki Pedersen til Jyllands Posten om sin største danske konkurrent.

Idrætspolitik:

- Det spilder jeg ikke en eneste tanke på. Jeg har for det første alt for travlt, og for det andet er det fire år siden, jeg besluttede mig for at trække mig. Dengang reflekterede jeg over det, men det gør jeg ikke nu, og vil heller ikke gøre det efter på lørdag.

Kai Holm to dage før han efter 24 år som formand for Danmarks Idræts-Forbund forlod posten.

- Du har skuffet mig, Niels. Du er ikke den kraft, der kan samle, og som er god til at lytte.

Bestyrelseskollega Else Trangbæk fra talerstolen, da Niels Nygaard blev valgt til ny formand for Danmarks Idræts-Forbund

Håndbold:

- Det er det største i min karriere. Vi gik ubesejret gennem Danmarksturneringen, og nu det her. Vi var mindst 10 mål bedre end Lada.

Træner Anja Andersen efter Slagelses håndboldkvinder havde vundet Champions League.

- Det er korrekt. Vi har lavet en aftale fra 2007 og 10 år frem. Og de fleste kan vel regne ud, at vi ikke poster en masse penge i selskab og spillere med henblik på kun at køre foretagendet i to sæsoner.

Anja Andersens partner i Slagelse DT Brian Mollerup til Ekstra Bladet et halvt år før Anja Andersen bliver præsenteret som kommende træner i FCK Håndbold.

- Hun vil ikke blive irettesat mere end Ståle Solbakken (træner for FCK's fodboldklub, red.), Magnus Andersson (træner for FCK's herrehåndboldhold, red.) eller vores øvrige medarbejdere. Hvis noget bliver gjort forkert, bliver det irettesat

Formand for Parken Sport & Entertainment, Flemming Østergaard, efter at have præsenteret temperamentsfulde Anja Andersen som kommende træner for FCK Håndbold.

Ishockey:

- Nej, for vi har jo en førstekæde med Jens Nielsen, Bo Nordby og Morten Green. Det er ikke sikkert, at russerne kender dem, men det kommer de til.

Ishockeylandsholdets assistenttræner Esben Nedermark var optimist inden Danmarks første kamp ved VM i Rusland mod værtsnationen. (Danmark tabte 1-9. Målet blev scoret af Peter Regin fra andenkæden.)

 

Facebook
Twitter