AFSTEMNING Hvem skal vinde priserne til Sport 2021?

DR Sportens årlige sportsshow bliver sendt fredag klokken 21.30, og i artiklen her kan du se de nominerede til priserne.

Foto: Claus Fisker, Martin Sylvest og Liselotte Sabroe © Scanpix og Michael Drost-Hansen/DR. Collage: Maria Eriksen Volthers

Den røde løber er rullet ud, og sportsstjernerne med det rødbedefarvede pas står på ræd og række for at modtage hæder.

I år bliver DR's sportsshow 'Sport 2021' i et anderledes format på grund af coronasituationen. Planerne om Jyske Bank Boxen i Herning er droppet. I stedet hyldes atleterne for deres præstationer i det forgangne år i et tv-show, som løber stablen i aften klokken 21.30 på DR 1.

Og selvom klapsalverne må lyde fra de danske stuer i stedet for i en sprængfyldt sal, skal en række priser fortsat uddeles til de atleter, der har gjort sig særligt bemærket i 2021.

Herunder kan du se, hvilke atleter og trænere er nomineret til de forskellige priser. Hvem der vinder priserne, afgøres af en jury, men du kan selv stemme på, hvem du synes, skal vinde herunder.

'Årets Sportsnavn'

2021 var et år til historiebøgerne for flere danske atleter.

Og for et par af dem kulminerede hele den sportslige karriere endda også under sommerens OL.

Viktor Axelsen, Anne-Marie Rindom samt cykelduoen Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen vandt alle guld ved legene i Tokyo og er også nomineret til Team Danmark og Dansk Idrætsforbunds pris 'årets sportsnavn'.

B.T. Guld

Med flere OL-guldmedaljer samt store præstationer ved diverse mesterskaber rundt omkring i verden har udøvere i rødhvide farver vist fanen frem på flotteste manér.

Med guldtriumfer i Tokyo satte Viktor Axelsen, Anne Marie Rindom samt Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen en tyk streg under, at de hører til blandt verdens absolut bedste i deres respektive sportsgrene. De nominerede til prisen B.T. Guld er nøjagtigt de samme som dem, der er nomineret til årets sportsnavn.

Årets Trænerpris

Store sportspræstationer med danske trænere på sidelinjen har der været masser af i 2021.

Kasper Hjulmand ledte Danmarks herrelandshold i fodbold til en EM-semifinale på Wembley, mens Jesper Jensen førte håndboldlandsholdet for kvinder til VM-bronze. For nu bare at nævne to af dem.

De nominerede til prisen, der uddeles af Team Danmark og Salling Group, er håndboldherrernes træner, Nikolaj Jacobsen, Casper Jørgensen fra banelandsholdet i cykling samt Bjarne Johansen, der er træner for landsholdet i para-taekwondo.

Intet er umuligt-prisen

Den forklarer næsten sig selv.

Intet er umuligt-prisen går til en eller flere udøvere, der har overkommet store udfordringer for at nå til en stærk sportslig præstation.

Prisen uddeles af Toyota, og de nominerede er bordtennisspilleren Anders Lind, håndboldspilleren Mathias Gidsel samt herrelandsholdet i fodbold.

Årets Olympiske Håb

Det Olympiske håb gives til en atlet, der med sine præstatoner i 2021 giver store forhåbninger for fremtiden.

Prisen uddeles af Bestseller, og blandt de nominerede er atletikudøveren Joel Ibler Lillesø, der vandt 5000-meterløb ved U20 EM i juli. Udover ham er også atletikudøveren Bjørk Nørremark, der fik paralympisk debut i september, samt Lærke Marie Olsen, der i sommer blev den Danmarks første olympiske kvindelige judokæmper nogensinde, nomineret.

Årets Mandlige Fodboldspiller

Store præstationer fra de danske landsholdsspillere var der mange af under sommerens EM i fodbold for herrer. Ufortrødent fortsatte landsholdet også de fine takter og det flotte spil i efterårets VM-kvalifikation, hvor Danmark sikrede sig en billet til slutrunden i Qatar.

Landsholdsprofilerne Simon Kjær, Joakim Mæhle og Pierre Emile Højbjerg har alle været essentielle for successen, og de er også de tre nominerede til prisen, der uddeles af DBU, Spillerforeningen og Hessel HiRE.

Årets Kvindelige Fodboldspiller

Med maksimumpoint, 34 scorede mål og et hav af flotte fodboldpræstationer er kvindernes fodboldlandshold strøget gennem de første seks kampe af efterårets VM-kvalifikation.

Mange af profilerne på det danske fodboldlandshold har også fulgt op med godt spil i deres respektive klubber. Det har kastet en nominering til prisen for årets kvindelige fodboldspiller af sig til Signe Bruun, Rikke Sevecke og Pernille Harder.

Parasportprisen

Årets parasportpris uddeles til en dansk atlet, der har gjort sig særligt bemærket på den internationale sportsscene eller i forhold til at udbrede dansk parasport. Og dem har der været et par stykker af endda.

Under sommerens paralympiske lege vandt taekwondo-udøveren Lisa Kjær Gjessing guld til Danmark, mens Tobias Thorning Jørgensen fulgte i hendes fodspor med dobbelt guld i dressurridning. Begge atleter er nomineret til prisen, der uddeles af Kulturministeriet, mens også organisationen Specialsport.dk er nomineret for deres arbejde for at få børn med særlige behov ud i det danske foreningsliv.

Udover ovenstående priser skal der også findes et nyt medlem til sportens Hall of Fame, mens der også skal findes en vinder af årets energibundt og årets forening.

Se med på DR1 i aften klokken 21.30 for at finde ud af, hvem vinderne bliver.