Alis største citater: - Svært at være ydmyg, når man er så stor som jeg

Muhammad Ali var ikke bare hurtig på fødderne, men også rap i munden.

Muhammad Ali 11 dage før Rumble ind the Jungle. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Bokselegenden Muhammad Ali er død i en alder af 74 efter længere tids sygdom. Ali bliver af mange kaldt den største bokser nogensinde, men det var ikke bare talentet, der gjorde ham berømt.

Bokseren var altid god for en hurtig bemærkning, og flere af hans citater er blevet ikoniske.

Vi har samlet et række af dem lige her:

- Det er svært at være ydmyg, når man er så stor som jeg.

- Jeg er den største. Jeg er det største væsen, der nogensinde har levet. Jeg har ikke så meget som en skramme i mit ansigt, og jeg tog fusen på Sonny Liston. Og jeg er kun 22 år gammel.

- Float like a butterfly, sting like a bee (Svæv som en sommerfugl - stik som en bi).

- Hvis de kan lave penicillin ud af muggent brød, så kan de også få noget ud af dig.

- Jeg er så hurtig, at jeg slukker kontakten i mit soveværelse og er i seng, før lyset går ud.

- Det er ikke pral, hvis du bakker det op.

- Jeg banker ham så slemt, at han skal bruge et skohorn til at tage sin hat på.

- Jeg har ingen problemer med VietCong. VietCong har aldrig kaldt mig nigger.

- Jeg har set George Foreman skyggebokse. Skyggen vandt.

- Det er ikke bjergene, der skal bestiges, der slider dig op. Det er småstenene i dine sko.

- Hvis du bare så meget som drømmer om at slå mig, har du at vågne op og sige undskyld.

- Jeg har wrestlet med en alligator. Jeg har kæmpet med en hval. Jeg har smidt lynet i håndjern, jeg har smidt torden i fængsel. Sidste uge slog jeg en sten ihjel, skadede en sten og sendte en mursten på hospitalet. Jeg er så ond, jeg kan gøre medicin syg.

- En mand uden fantasi, er en mand uden vinger.

- Han (Sonny Liston, red.) er for grim til at være verdensmester. Verdensmesteren burde være køn som mig!

- Jeg er boksningens astronaut. Joe Louis og Dempsey var bare piloter.

- Det er bare et job. Græsset vokser, fugle flyver, bølger rammer sandet. Jeg tæsker folk.

En af de få, der var klar til at svare igen, var en stewardesse. Anekdoten er en af de mere kendte om den rappe bokser.

Stewardesse: - Mister Ali. Spænd venligst deres sikkerhedsbælte!

Ali: - Superman behøver ikke noget sikkerhedsbælte!

Stewardessen: - Mister Ali, Superman behøver slet ikke noget fly.